I en skøn forening af to fantastiske og populære områder i pragtfulde Italien, præsenterer vi denne super interessante rundrejse til Umbrien og Apulien, der hver især imponerer med en enestående kulturhistorie, prægtige naturområder og i særdeleshed en venlig og imødekommende atmosfære. Vi har arrangeret rejsen i en behagelig kombination af oplevelser, udflugter og tid til at falde til ro, og bare nyde livet, stemningen og den pragtfulde natur.
Umbrien præsenterer os gang på gang for overdådigheden i den katolske kirke og den magt, troen og kirken gennem århundreder har haft i det italienske samfund, men Umbrien er også en smuk og frugtbar natur, der gang på gang giver os rigelige gaver til vores øjne i form af skønne middelalderlige byer, vinmarker og bløde bjerge.
Apulien er Italiens berømte hæl, hvor den brede slette ud mod Adriaterhavet viser os frugtbart agerland, der er rigt på korn, frugt og især olivenolieproduktion af meget høj kvalitet.
Det er også i Apulien, vi oplever, hvordan naboskabet med Adriaterhavet har bragt mange forskellige kulturer til området. Grækerne har haft kolonier i Apulien, og tyrkerne har efter sigende været ophavsmænd til byggeriet af de mange særprægede huse med det spidse kalkstenstag, trullierne, som vi flere steder i området frydes og forundres over synet af.
I Umbrien bor vi ved Bolsenasøen på Hotel Naiadi Park. Hotellet er af god 3-stjernet italiensk standard med rene og pæne værelser med bad og toilet. Vi får her morgenbuffet og 3-retters middag alle aftener. Hotellet ligger lige ned til Bolsenasøen.
I Apulien bor vi i den dejlige hovedby, Bari. Her er bl.a. en utrolig flot promenade, mulighed for at bade fra en lækker sandstrand, spise pasta, pizza eller fisk på flere af byens hyggelige restauranter og i det hele taget nyde livet og rejsens skønne indhold.
I Bari bor vi på *** Modern Residence Hotel Bari. Hotellet ligger centralt tæt ved stationen, og med kun ca. 25 minutters spadseretur til den smukke gamle bydel. Ophold med morgenmad. Under opholdet i Bari inkluderer vi en frokost i Monopoli og en middag med vin på Massaria.
Vi glæder os rigtig meget til at få dig med på denne spændende og interessante rundrejse i Mellem- og Syditalien.
Flere billeder
Dagsprogram
1. og 2. dag: Danmark - Midttyskland - Italien
Efter påstigning går rejsen via Padborg til vores overnatningshotel ved Nürnberg. Undervejs spiser vi middag. Efter morgenmaden fortsætter vi sydpå igennem det storslåede Sydtyskland og Østrig, og først på aftenen kommer vi til Modena, i hvis nærhed vi overnatter. Middag ved ankomst.
3. dag: Orvieto og til hotellet
Efter morgenmaden fortsætter rejsen sydpå, og ved frokosttid er vi i Orvieto, der troner på en godt og vel 300 meter høj tufstensklippe. Vi kommer op til den gamle bydel med tandhjulsbane. Byens kirke og torv er et klassisk eksempel på smuk italiensk byggeskik fra middelalderen, og det er svært ikke at blive imponeret over især kirkens flotte marmorfacade og indvendige udsmykning. Der er mange smukke kirker i den katolske verden, men kirken i Orvieto stråler efter vores mening lige en anelse mere end mange af de andre. Vi har en god eftermiddag i Orvietos gamle bydel, og herefter kører vi til vores hotel ved Bolsenasøen, blot ca. 20 minutters kørsel fra Orvieto. Her overnatter vi de næste 3 nætter.
4. dag: Assisi
Dagens udflugt går til en af Umbriens kendteste byer, Assisi. Munken, Frans af Assisi var grundlægger af Fransiskaner munkeordenen, hvis leveregel i alt sin enkelhed går ud på ikke at eje noget som helst overflødigt. I Asissi får vi mulighed for at indsnuse den middelalderlige atmosfære, den katolske kirkes kæmpe indflydelse, og selvfølgelig skal vi også besøge den berømte basilika, hvori talrige fresker kan beundres. Er du ikke så meget til kirker og det med troen, så er Assisis hyggelige gader og pladser, der vidner om oldtiden, absolut også et besøg værd.
5. dag: Bolsena og vinsmagning
Endnu en oplevelsesrig dag ligger foran os. Vi går til den smukke Santa Christina kirke i Bolsena. Til Bolsena hører der sig en historie om Miraklet i Bolsena, som ifølge katolsk tradition fandt sted i 1263 i byen Bolsena i Italien. En præst, der tvivlede på læren om Kristi virkelige nærvær i nadveren, fejrede messe i kirken Santa Cristina. Under indvielsen begyndte hostien (det lille stykke usyret brød, der anvendes under nadveren) angiveligt at bløde, og bloddråber faldt på alterdugen og kirkens sten. Begivenheden blev anset for et mirakel og fik stor betydning for den katolske kirke. Der er også mulighed for at besøge de interessante katakomber under kirken.
Om eftermiddagen kører vi til én af de lokale vingårde i området, hvor der er mulighed for at deltage i vinsmagning.
6. dag: Caserta og videre til Bari
Efter morgenmaden tager vi afsked med hotellet og Umbrien og bevæger os videre mod syd. Nord for Napoli venter en storslået oplevelse, når vi besøger Kong Karl 3.s prægtige lystslot fra ca. 1750 ved Caserta. Her skulle ifølge Karl 3. opføres et slot, hvis prægtighed og storhed skulle få Versailles og Schönbrunn til at blegne. Hverken Karl 3. eller arkitekten bag byggeriet nåede at se slottet færdigbygget, og selvom det ikke blev helt så stort som oprindeligt planlagt, kan vi i dag se et slot med ikke færre end 1200 værelser og et imponerende parkanlæg med fontæner og figurer.
Efter denne overdådige oplevelse forlader vi regionen Campania og sætter kursen østover mod vores næste store mål, Apulien. Vi skal bo de næste 5 nætter centralt i Apuliens smukke og historiske hovedby Bari.
7. dag: Bari til fods og med lokal guide
Julemandens by? Ja, det er Bari faktisk, for Biskoppen Sankt Nikolaus’ jordiske rester endte i Bari i ca. 1087, og man opførte en basilika til opbevaringen og tilbedelsen af Sankt Nikolaus, som også er skytshelgen for Rusland, Grækenland og Sicilien. I basilikaen er der derfor også en ortodoks del, hvor bl.a. russiske pilgrimme kommer omkring. Sankt Nikolaus er også børnenes skytshelgen, og af den historie kommer historien om Julemanden. Vores lokale guide fortæller os og viser os de steder, der hører til historien.
Det er desuden en utrolig spændende oplevelse at gå i Baris snævre gyder. Husene ligger her uden store facadevinduer helt ud til gaden og rummer stadig, ja, almindelige mennesker, der bor og lever i byen. Her kan vi bl.a. se, hvordan der fremstilles frisk pasta.
Vi slutter vores byrundtur omkring Baris store borg i byens centrum, og eftermiddagen er på egen hånd. Vi anbefaler en slentretur på havnen eller langs den prægtige havnemole, der er ikke mindre end 9 km lang. Og selvfølgelig er det heller aldrig af vejen at sætte sig på en dejlig café og bare se på mennesker og på bylivet, eller hvad med en dejlig dukkert i det salte og azurblå Adriaterhav?
8. dag: Med toget til Monopoli og frokost som italienerne vil det
Vi går til banegården i Bari, og herfra tager vi midt på formiddagen toget til den smukke kystby Monopoli, der er anlagt af grækerne. Fæstningen og kirken dominerer den hvide by, men også havnen med fiskefartøjer, store som små, samt lokale fiskere, handelsfolk og pensionister, der diskuterer store og små verdensbegivenheder, vidner om en aktiv og levende by, der ikke kun er en kulisse til ære for os turister.
Til frokost går vi på et lokalt Trattoria, så lad være med at spise for meget til morgenmad, for vi skal have en rigtig god frokost, bestående af små typiske italienske forretter som f. ex. fisk, skaldyr, blæksprutter, brød og grøntsager efter køkkenchefens valg. Uhmmm… vi smager på det hele, sådan som man retteligt gør i Italien, og herefter får vi serveret en dejlig hovedret og lidt til den søde tand til slut. Vin og vand er der også til.
Vi er hjemme igen midt på eftermiddagen. Togbillet og frokost er inkluderet i rejsens pris.
9. dag: Castel del Monte og Trani. Aftensmad på Masseria
Vi kører i dag en times tid nordvest for Bari til det imponerende Castel del Monte, der er anlagt af den Tysk-Romerske kejser Frederik 2 i ca. 1240. Borgen, der ligger i et skovrigt område, godt og vel 500 m.o.h. er helt speciel i sin bygningsform og på mange områder en sammenblanding af europæisk middelalder byggestil samt græsk og tyrkisk byggestil. Vi får tid til at besøge borgen og nyde udsigten, inden vi kører til den smukt beliggende kystby Trani, hvor byens katedral, som noget helt særligt er placeret helt ud til Adriaterhavet. Trani kaldes også for ”Apuliens Perle”, og vi fornemmer det mondæne over at feriere i Trani, spise på promenaderestauranterne og shoppe i de rigtige butikker. Vi nyder opholdet her hen over middag og er retur ved vores hotel i Bari igen hen på eftermiddagen.
Om aftenen har vi arrangeret aftensmad på et af egnens nærliggende Masseriaer - et landsted, hvor vi forplejes med lækre lokale retter og dejlig vin. Aftensmad med vin er inkluderet i rejsens pris.
10. dag: Trullihusene i Alberobello. Besøg ved olivenbonde
Vi kører til Alberobello, hvor vi skal se de karakteristiske Trullier - huse der oprindeligt er bygget af tyrkiske stammer, og som ikke har bindemiddel, hvorved de var lette at tage ned og bygge op igen, i tilfælde af, at myndighederne, der skulle opkræve ejendomsskatter, kom forbi. Det er spændende at gå i Alberobellos Trullikvarterer og føle sig hensat til en helt anden planet. Trullihusene er naturligvis også på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.
Om eftermiddagen stopper vi op på en lokal olivenmølle og hører om produktionen og smager på de gyldne dråber. Ca. halvtreds procent af Italiens samlede olivenproduktion kommer fra Apulien, og overalt på vores vej kører vi forbi vidtstrakte olivenlunde med flere hundrede år gamle oliventræer. Med store grønne kroner og krogede, krøllede stammer står de og fortæller os nærmest hver deres historie og eventyr – og de giver stadig oliven!
Hen på eftermiddagen er vi hjemme ved vores hotel igen.
11. dag: Langs Adriaterhavet til Emilia Romagna
Smuk og afvekslende! - så enkelt kan køreturen, vi skal på i dag, beskrives. Fra det flade Apulien kører vi gennem de mere bjergrige regioner Molise, Abruzzo, Marche til vores hotel omkring Rimini i Emilia Romagna-provinsen. Vi forventer at være ved vores hotel midt på eftermiddagen, og vi skal ikke på besøg nogen steder i dag. Vi skal bare nyde landskaberne og hinandens selskab.
12. dag: Bologna - den røde by
Vi letter anker og kører til Bologna, der også kaldes den røde by på grund af de mange terrakottafarvede mursten. Det var i Bologna, fodboldspilleren Harald Nielsen startede sin karriere i den italienske serie A.
Vi styrer direkte mod den smukke og centrale Piazza Maggiore, hvorfra vi til fods kan stikke i et hav af seværdige retninger alt efter interesse. Er det kirker, du interesserer dig for, er der ikke færre end 198 af slagsen i Bologna med San Petronio som en af verdens 20 største. Er det mere butikker og arkader, der lokker dig, så er der et hav af såvel butikker som arkader under i alt 30.000 buer til at sikre dig en god handel i alt slags vejr. Med rejselederen på en lille rundtur i byen, kigger vi såvel lidt til kirker som til købmænd, inden vi lader os overmande af sulten og holder frokostpause. Mange siger, at man ikke kan spise dårligt i Bologna, så det er vel blot at opsøge de forskellige muligheder, inden vi forlader Bologna og kører til vores hotel omkring Verona.
13. og 14. dag: Verona - Midttyskland - Danmark
Efter morgenmaden begynder vi turen mod Danmark. Middag og overnatning i Midttyskland. Herfra videre mod Danmark.