Vi er sikre på, at du bliver forelsket i Rumænien, når du først har besøgt landet. Det har en særdeles smuk og varieret natur med bjerge, bakker og sletteområder. Rumænien har en fængende historie, og vi oplever alt lige fra de ringe levevilkår i landområderne til de legendariske seværdigheder som f.eks. Draculas slot. Som mange af de andre, tidligere østeuropæiske lande har Rumænien levet en omtumlet tilværelse. Fra storhed til undertrykkelse og videre til frihed igen.
Vores rejse koncentrerer sig om den centrale del af Rumænien, primært Transsylvanien, men vi får også lejlighed til at besøge hovedstaden Bukarest med det enorme Parlamentspalads. Rejsen i Rumænien er også en udfordring til tålmodigheden; ikke alle steder går det lige let, og derfor er vores rejse – ud over chauffør og rejseleder - bemandet med en dygtig lokalguide, der får tingene til at glide planmæssigt samt bidrager med masser af lokal information.
Vi bor på gode *** stjernede turisthoteller. Rejs med os og få smag for Rumænien!.
1. og 2. dag: Danmark - Tjekkiet - Budapest
Via Padborg rejser vi fulde af forventninger mod vores overnatningshotel i det nordlige Tjekkiet. Aftensmad og check in. Næste morgen venter en flot køretur gennem Tjekkiet og Slovakiet mod Ungarn og vores overnatningshotel ved Budapest.
3. dag: Budapest - Timisoara
Vi når ved middagstid frem til den rumænske grænse, hvor vi stiller uret en time frem. Vi fortsætter til vores hotel i Timisoara, der ligger ved floden Bega, og hvor den rumænske revolution startede i 1989. Her møder vi vores lokalguide, som ledsager os på rundrejsen i Rumænien.
Aftensmad og overnatning.
4. dag: Timisoara - Hunedoara - Sibiu
Vi forlader Timisoara efter morgenmaden og kører nu i retning mod Transsylvanien, en smuk region, der er præget af store forskelle mellem civilisationerne og kulturerne. Først når vi til Hunedoara, hvor vi ikke kan undgå at opleve betonkommunismen på nært hold. Mange fabriks- og industriruiner skæmmer den smukke natur, men giver os et fascinerende, virkeligt billede af Rumænien. Vi skal besøge et historisk slot, der oprindeligt blev opført som et forsvarsværk af Kong Sigismund af Luxembourg i det 14. århundrede.
Herfra går rejsen mod Sibiu, hvor vi overnatter de næste 2 nætter.
5. dag: Sibiu og Sibiel
En dejlig dag – næsten uden bus - venter os. Om formiddagen besøger vi Rumæniens største landsbymuseum, som er et imponerende flot udendørs museum i naturlige omgivelser. Midt på dagen ser vi nærmere på Sibiu, der for få år siden var Europæisk Kulturby og gennemgik en større ”ansigtsløftning”. Vores lokale guide tager os med på en byvandring.
Om eftermiddagen er der mulighed for at udforske Sibiu på egen hånd, men der vil også være mulighed for at komme med på en lille udflugt til landsbyen Sibiel, der ligger uden for Sibiu, og hvor man kan besøge Østeuropas største glasikon museum.
6. dag: Sibiu - Bran - Brasov - Predeal
Vi drager tidligt fra Sibiu, og vores mål for dagen er den store attraktion slottet Bran, hvor vi skal høre legenden om Grev Dracula. Alle kender til navnet Dracula på en eller anden måde, men de færreste kender nok den sande historie om greven (der i virkeligheden var prins!). Bram Stokers romanfigur er et stykke fra den historiske helt, enhver rumæner kender. Når vi er færdige med slottet, ved vi meget mere om Dracula, både det som er fakta og det, der er ”den gode historie”. Vores sidste mål for dagen er byen Brasov, hvor vores lokale guide viser os rundt i byen. Overnatning ved Predeal syd for Brasov.
7. dag: Udflugt til Bukarest
Vi skal på langfart i dag, idet vi byder på udflugt til hovedstaden Bukarest, eller ”lille Paris“ som byen blev kaldt, da kirker og smukke villaer prægede bybilledet, længe inden diktatoren Ceauşescu gjorde byen kendt og landet ondt. Vi besøger Primaverii Palace, Ceausescus enorme privatbolig, men der bliver også mulighed for at se Revolutionspladsen, Parlamentspaladset og nogle af byens store seværdigheder fra bussen. Vi er retur ved vores hotel ved Predeal først på aftenen og spiser aftensmad på hotellet.
8. dag: Predeal - Targu Mures
Vores hovedmål denne dag er Sighisoara, som er en decideret perle blandt middelalderbyerne i Transsylvanien. Ikke færre end 150 originale huse, vagttårne m.m. rummer denne by, som er enestående i sin art og naturligvis også på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Dagen byder også på et spændende stop i Biyertan, hvor vi skal opleve den befæstede kirke, der siden 1993 også har figureret på UNESCO’s liste. Vi overnatter i Targu Mures.
9. dag: Targu Mures - Cluj Napoca
Dagens besøg er ved de berømte saltminer i Turda, som kan dateres helt tilbage til romertiden. Et imponerende besøg, der vil overraske de fleste. Hen på eftermiddagen ankommer vi til vores hotel ved Cluj Napoca, hvor vi tager afsked med vores lokale guide.
10. dag: Cluj Napoca - Györ
Vi forlader Rumænien for denne gang og kører herfra over Pusztaen og Budapest op til vores overnatningshotel ved Györ.
11. dag: Györ - Bratislava - Tjekkiet
Selvom det begynder at gå hjemad, skal vi ikke spare os selv for at kigge ind forbi Slovakiets hovedstad Bratislava. Vi nyder et formiddagsophold i den gamle bydel, inden vi igen sætter os til rette og kører mod vores overnatningshotel i det nordlige Tjekkiet.
12. dag: Tjekkiet - Danmark
Efter morgenmaden går rejsen igen mod Danmark.