Det ene storslåede natursceneri afløser det andet ved Gardasøen. Dolomitternes forbjerge og Monte Baldo spejler sig i søen, hvis farve skifter mellem grøn og alle mulige blå nuancer. Fordums tiders fiskerlejer og muromkransede byer danner sammen med borge og vagttårne, citronlunde, olivenlunde og vinstokke et evigt skiftende billede.
Sådan er Gardasøen. Italiens smukkeste sø, mener nogle. Vi er enige og på denne langtidsferie er vi afsted i hele 16 dage.
Nedenfor ses vejrudsigten for de næste 5 dage.
Tag med på denne efterårsrejse med hele 12 dage ved og omkring den skønne Gardasø, hvor det ene storslåede natursceneri afløser det andet. Dolomitternes forbjerge og Monte Baldo spejler sig i søen, hvis farve skifter mellem grøn og alle mulige blå nuancer. Fordums tiders fiskerlejer og muromkransede byer danner sammen med borge og vagttårne, citronlunde, olivenlunde og vinstokke et evigt skiftende billede.Sådan er Gardasøen. Italiens smukkeste sø, mener nogle. Vi er enige. Lago di Garda, som den jo hedder på italiensk, blev som de andre norditalienske søer skabt ved afslutningen af den sidste istid. Den er på 370 km2 og er dermed Italiens største sø. Den er op til 52 km lang, mens den i bredden varierer mellem bare et par km i nord og 18 km i syd. Vandet er virkelig rent, da det er mange år siden, der sidst blev ledt spildevand ud. Den får tilløb fra flere floder, mens den primære åre fra søen er floden Mincio, som løber ud i den sydlige del for senere at udmunde i Po. Søen er delt mellem tre regioner. Den nordlige del tilhører Trentino-Alto-Adige, Sydtyrol, mens den sydvestlige side er Lombardiet og den sydøstlige Veneto. Årsagen til denne opdeling kan bl.a. findes i områdets kludetæppe af en historie. Det er vævet af keltere og romere, samt Scaligerislægten, der i 1200- og 1300-tallet regerede først i Verona, senere i store dele af Norditalien. På trods af den forholdsvis korte tid, nåede slægten at sætte meget tydelige og velbevarede spor omkring Gardasøen i form af et utal af borge, tårne m.v. I 1400-tallet faldt størstedelen af området i venetianernes hænder, mens dele af området har hørt til Østrig-Ungarn. Visse steder er den ene eller anden periode mest markant. Andre steder blandes epokerne. Vi bor ved søens nordlige ende i den hyggelige by Riva del Garda. Der er ca. 1,5 km til centrum ad en smuk søpromenade. Byen har omkring 17.000 indbyggere, mens hjertet af byen har landsbystemning på den italienske måde. Der er pastelfarvede huse i smalle gader, dejlige pladser, der er overvåget af vagtårn og borgen Rocca di Riva fra 1100-tallet, samt en behagelig, tilbagelænet stemning. Spændende udflugter venter også. Vi skal nyde søen i dens fulde længde på turen ned til Sirmione. Byen ligger på en smal landtange ud i søens sydlige del og har en borg, der er som taget ud af en eventyrfortælling. Vi skal besøge Verona med den romerske arena, og vi skal op i bjergene, kaldet De Små Dolomitter. Der er mulighed for at sejle med til Limone og naturligvis mulighed for at tage med til Venedig. Vi bor på det dejlige firstjernede Hotel Oasi. På hotellet findes indendørs swimmingpool. I restauranten serveres stor morgenbuffet, samt en dejlig treretters aftenmenu eller aftenbuffet. Alle værelser har bad og toilet, balkon, aircondition, satellit-tv, tlf. m.m. Se evt. mere om hotellet på vores hjemmeside.
1. og 2. dag: Fra Danmark til Italien
Efter påstigning går turen via Padborg til overnatningshotellet i Tyskland. Vi ankommer midt på aftenen.
Efter morgenmaden fortsætter vi sydpå igennem det storslåede Sydtyskland, og snart nærmer vi os de mægtige Alper og kommer ind i Østrig. På turen ser vi brusende floder, knejsende bjergtinder, borge og slotte i et landskab, som ofte krydres med lyden af kobjælder. I en højde af 1.370 m passerer vi Brennerpasset og krydser samtidig grænsen mellem Østrig og Italien. Sydtyrol, siden 1919 en del af regionen Trentino-Alto Adige, er den første landsdel, vi kommer til, og det er også her, vi skal bo. Først på aftenen ankommer vi til Riva del Garda, hvor vi efter indkvartering kan se frem til den første dejlige, italienske middag.
Udflugter
Under opholdet er der mulighed for at tage med på seks udflugter. Rækkefølgen kan variere.
Gardasøens østkyst, Sirmione og Garda
Vi kører langs den smukke østlige søbred til søens sydligste område ved byen Sirmione. Dertil har vi ca. 80 km. Et andet vigtigt mål denne dag er selve turen. Vi kører stille og roligt, for vi er ganske tæt på søen, og vi kommer gennem en række atmosfærefyldte småbyer, heriblandt Malcesine, hvorfra man kan tage skiliften op ad Monte Baldo, og gennem Torri del Benaco, hvis navn stammer fra den tid, da Gardasøen hed Lacus Benacus. Efterhånden som vi kommer længere mod syd, når vi et fladere landskab og kommer gennem vinområdet Bardolino og fæstningsbyen Peschiera. Efter et par timer ankommer vi til Sirmione, der ligger på en 3 km lang landtange ud i søen. Byen har ca. 6.000 indbyggere, men inden for byportene bor kun 400. Også Sirmione har en borg fra Scaligeritiden - og sikken en borg. Den er som taget ud af et eventyr. Siden opførselen i 1200-tallet har den holdt stilen med vagttårne, borggårde og en borghavn, hvor man kunne holde sin flåde beskyttet. For at komme over til den gamle bydel skal man passere vindebroen og gå gennem en af borgportene. Der er mulighed for at tage med på en sejltur omkring halvøen, på hvilken man virkelig kan nyde byens unikke beliggenhed og ane borgens betydning. Sejlturen foregår i store speedbåde. Yderst på landtangen sejler vi omkring Grotte di Catullo. Trods navnet er det romerske villaer, bade og butikker. Stedet er opkaldt efter den romerske skribent Catullo, der levede 84-54 f.Kr. Efter sejlturen er der tid på egen hånd til at se på den hyggelige by og få en bid frokost. Vi kører samme vej tilbage, da bussen ikke kan køre langs søens vestlige bred; men den ser man fin fra den anden side af søen på vej mod nord. Undervejs holder vi en pause i byen Garda, der har en smuk og indbydende søpromenade.
Verona med Arena, Romeo og Julie
Verona er omgivet af en sløjfe på Adigefloden, og den strategisk fordelagtige beliggehed har altid gjort byen attraktiv. Det var den for romerne, for Scaligerifamilien, der kom herfra, og for venetianerne, som i 1400-tallet indlemmede byen i staten Venedig. Og Verona er stadig attraktiv. Der er ca. 85 km til byen, og undervejs kommer vi gennem en del af vindistriktet Valpolicella, hvor man bl.a. fremstiller Amaronevinene, og ind i regionen Veneto. Vel fremme i Verona forlader vi bussen og kan nu vælge at gå eller tage en shuttlebus ind til byens hjerte, hvor vi går en bytur. Den romerske arena er noget af det første, som møder os. Amfiteatret stod færdigt i år 30 e.Kr. og blev frem til Romerrigets undergang i 400-tallet anvendt til gladiatorkampe og henrettelser. Arenaen er forholdsvis velholdt. Dog gik en del af ydermuren tabt under et jordskælv i 1100-tallet; men den er stadig storslået. Arenaen, Arena di Verona, har plads til 30.000 tilskuere, når al plads udnyttes. Kun Roms Colosseum og amfiteatret i Capua er større. Arenaen anvendes nu til Veronas operafestival, der hver sommer byder på forestillinger som bl.a. Aida, La Traviata og Tosca. Det er nogle af verdens mest efterspurgte operaforestillinger. Pladsen foran arenaen, Piazza Brà, Veronas største plads, tjener disse måneder som opmagasineringsplads for rekvisitter til de operaer, der ikke spiller den pågældende dag, hvilket giver pladsen et surrealistisk udtryk. Vi kigger også forbi baggården, hvor man finder den berømte balkon fra historien om Romeo og Julie. Shakespeares fortælling fra 1500-tallet har gjort stedet til et større tilløbsstykke, og selvom flere aspekter af historien stemmer med datidens virkelighed, er historien ren fiktion. Men det holder de færreste tilbage, heller ikke os. Ganske vist er det derimod, at der på Piazza Erbe, urtepladsen, siden romernes tid er blevet solgt frugter og grønsager og udstillet halshuggede hoveder, samt at Dante, af hvem der står en statue, og som var en af de første til at skrive på italiensk, de sidste 19 år af sit liv levede i byen efter sin flugt fra Firenze. Der er sikkert også noget om, at det monumentale gravmonument, som Scaligerislægten lod opføre, er verdens mest besynderlige. Tag med, og vurder selv. Vi nyder endnu et par timer i Verona og kører derfra igen midt på eftermiddagen.
Vandfaldet Cascata Varone og vinsmagning
Bare 3 km vest for Riva finder vi det meget flotte vandfald, Cascata Varone. Der starter vi denne dag på vores tur op i baglandet. Vandfaldet har i en periode på over 20.000 år skåret sig ind i klipperne og skabt en grotte, hvor kaskaden af vand har frit løb. Omgivelserne er en dejlig, lille botanisk have med hundredvis af planter. Derefter kører vi opad i bjergene, op i en del af Dolomitterne, som kaldes De Små Dolomitter. Det er et fantastisk landskab med savtakkede bjergrygge, krystalklare søer, brusende vandløb og pittoreske små byer. Vi gør holdt i Padergnone, hvor vi besøger en såkaldt vincantina. Her er mulighed for at smage forskellige vine, brød, olivenolie, samt lidt ost og pølse. En hyggelig og smuk formiddag ude på landet.
Venedig med Markuspladsen, kanaler og gondoler
Unik er et meget anvendt udtryk, men aldrig er udtrykket så passende, som når det bruges om Venedig. Der findes ikke noget sted, der tilnærmelsesvis kan sammenlignes med denne by. Venedigs historie startede allerede i 400-tallet. Efter Romerrigets fald blev Europa præget af mange folkevandringer, som også kom til det italienske fastland ved det som skulle blive til Venedig. Indbyggere her følte sig skræmte og flygtede ud på lagunens lave øer og sandbanker. Her begyndte de at bygge, og 12 millioner piloterede træpæle og flere århundreder senere var Venedig opstået. Her tælles 118 øer, der omkranses af 150 forskellige kanaler med i alt 446 broer. Man levede af fiskeri og saltudvinding, og sidstnævnte lykkedes det for de dygtige venetianske købmænd at udnytte. Venedig udviklede sig til en magtfuld bystat. Man underlagde sig store dele af Norditalien og betragtelige dele af de områder, der lå ud til den østlige del af Middelhavet. Et skelsættende år er 1204. Venedig indvilligede i at deltage i et korstog for at befri Jerusalem fra muslimerne. Undervejs ændrede man mening, og de 300 venetianske skibe sejlede i stedet til områdets kristne højborg, Konstantinopel, som de invaderede og plyndrede. Det bidrog til bystatens velstand, og det samme kan siges om den ivrige handel med bl.a. silke og krydderier fra Østen. Venedig var fra 1200- til 1500-tallet en af Middelhavnsområdets stærkeste stater. Hjemme i Venedig blev de mange penge ivrigt investeret i det ene palads større end det næste, og det er bl.a. dem, der er med til at give byen sit storslåede, arkitektoniske udtryk. I dag er biler stadig et uset fænomen, man sejler rundt. Flyttelæs, varer, sanitet, alt bliver sejlet til og fra, og det skaber et gevaldigt leben. Det bliver vi en del af, efter at vi har forladt bussen på Tranchettoøen. Vi hyrer vandtaxaer til den sejlads, da de kan sejle os ind på den storslåede Canal Grande, der er kanalsystemets hovedpulsåre. Vi lægger til i nærheden af Rialtobroen, den ikoniske bro fra 1500-tallet, som i mange år var den eneste faste forbindelse over Canal Grande. Herefter går vi en tur i de små gader, vi krydser smukke broer og pladser, til vi kommer til den mægtigste af alle: Markuspladsen. Markuskirken er det første, øjet fanger. Den tidligste kirke opførtes i 828 som et kapel til Dogepaladset, mens den nuværende blev indviet i 1094. Udsmykningen er overvældende og meget byzantinsk inspireret, og over portalerne står bl.a. de 4 forgyldte bronzeheste. Det er kopier, originalerne gemmes på et museum inde i kirken. Venetianerne havde dem i 1204 med hjem fra Konstantinopel, hvor de siden år 4. f.Kr. havde stået på hippodromen. Venetianerne stjal også evangelisten Markus’ jordiske rester. Han var stedt til hvile i Egypten, men efter at islam var opstået i 600-tallet, ville man have ham til kristen jord. Snarrådige købmænd fik Markus’ knogler ud af Egypten og bragt til Venedig, hvor de nu er at finde i Markuskirken. Venedig havde fra 697 til 1797 i alt 110 doger, der blev udpeget af storrådet, og som regerede fra Dogepaladset. Det var den 11. doge, som i 800-tallet grundlagde paladset, der bl.a. huser den store rådssal. I løbet af vores dag i Venedig er der også mulighed for at komme på en tur med gondol med en gondoliere i den typiske stribede bluse. Gondolerne har siden 600-tallet været det primære transportmiddel, og de har ikke forandret sig meget siden da. I dag sejler her ca. 500 gondoler. Ud på eftermiddagen sejler vi med en turbåd fra kajen nær Dogepaladset og Sukkenes Bro over lagunen til Tranchetto og vores bus. Undervejs får vi det flotteste skue ind over Markuspladsen og Dogepaladset – det samme syn som mødte de hjemkommende venetianske søfolk.
Sejltur til Limone
En dejlig spadseretur langs Gardasøens bred fører os de 1,5 km hen til Riva del Gardas centrum. Ved borgen venter vores båd, der på ca. 30 minutter sejler os over til Limone på den vestlige søbred. Byen ligger i Lombardiet. Limone er måske den smukkeste by ved Gardasøen, i hvert fald er her lutter idyl. Turisme er nu de ca. 1.000 indbyggeres primære indtægtskilde, men før i tiden levede man af fiskeri og citrondyrkning, og begge dele ses skam stadig. Vi går en tur omkring den lille havn, til byens centrale plads, hvorfra man kan vælge at gå op ad skråningerne, ud ad søpromenaden eller måske følge livets gang fra en café. Vi bliver i Limone til først på eftermiddagen og sejler samme vej tilbage til Riva del Garda med tid til også at nyde vores hjemby.
Valpolicella med vinsmagning
Få kilometer øst for Gardasøen finder vi det verdensberømte vindistrikt Valpolicella, hvor bl.a. den berømte Amarone vin produceres. Vi får rundvisning på én af de lokale gårde, og krydrer naturligvis besøget med smagning. Vinsmagning er ikke inkluderet i rejsens pris.
Andre arrangementer
Lej en cykel: I Riva er der masser af muligheder for at leje cykel og snuppe en tur langs søen. Du kan f.eks. cykle til Malcesine og tage færgen hjem via Limone.
15. og 16. dag: Hjemrejse
Vi forlader Gardasøen efter morgenmaden og kører mod vores overnatningshotel i Tyskland. I de fleste tilfælde kører vi samme rute som på udturen. Næste dag tager vi sidste etape hjem til Danmark.
Hotellet har direkte adgang til stranden og søpromenaden, der fortsætter ind til den gamle bydel, som ligger i gåafstand fra hotellet. Hotellet byder på en wellness-afdeling samt en indendørs swimming-pool.
Dansk rejseleder, buskørsel i ****bus, hotelophold med halvpension fra og med aftensmad første dag til og med morgenmad sidste dag, udflugter (ex. entréer) samt alle lovpligtige skatter og afgifter.
Enkeltværelse | 9.895 Kr. | |
Dobbeltværelse | 7.895 Kr. | |
3-sengsværelse | 7.895 Kr. |
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag tips og nyheder fra vores rejseverden.
- Inden for de næste 30 minutter
(ml. 9-17, man-fredag), eller angiv et ønsket tidsrum.