Vores firedages busrejser til Berlin har år efter år et trofast publikum. Det er en rejse til den gamle og nye hovedstad, der igen er i rivende udvikling efter årtiers stagnation – en rejse til en storby hvor tidligere tiders konger og kejsere har sat deres præg med monumentale slotte, palæer, teatre og museer. Berlin er et af Europas knudepunkter, hvor store udstillinger og messer afvikles, hvor mange af Europas unge henter uddannelse, hvor kunstneriske og kulturelle udfoldelser ser dagens lys, og hvor en stor del af Europas historie også i fremtiden vil blive født.
På rejsen er du ledsaget af en dygtig chauffør og rejseleder, der vil gøre deres til at give dig en god Berlin-oplevelse. Vi har arrangeret to interessante byrundture/udflugter, og der bliver også tid på egen hånd til at se Berlin og måske besøge museer, butikker m.m. Vi har inkluderet morgenmad, og sammen med bestilling af rejsen, kan du vælge hvilke aftener, du ønsker at tilkøbe middag på hotellet eller på en nærliggende restaurant.Under opholdet i Berlin bor vi på det centrale, trestjernede hotel Panorama på Adenauerplatz ved Kurfürstendamm. Alle værelser har bad, toilet, tv m.m. Se mere om hotellet på vores hjemmeside.