Dagbog fra Sydafrika/Swaziland

Af Rejseleder Claus Marquart, november 2009.
Læs også om Birgit og Finn Mortensens rejseberetning fra Dansk Vestindien.

Dag 1-3: Vi er kommet godt fra land

2 timers forsinkelse i afrejsen fra CPH grundet stærk vind i England var helt ok, men kun rundet de timers ekstratid, der nu kom os behageligt til gavn. Vi var de eneste med connecting flights der tog det helt roligt!
Perfekt flyvetur og et meget behageligt møde med lokalguide og CH. Lokalguiden Dylan er meget, meget sympatisk og vi arbejder godt sammen. CH hedder Iksan og er udsøgt. Helt stille, men med et smil altid og drønende dygtig.

Vi missede Taffelbjerget grundet vind, men Signal Hill gjorde det så godt ud som alternativ, at gæsterne her for lidt siden - ved ankomst til hotellet efter vor Kap det Gode Håb dag - slet ikke ville derop, selvom der var masser af tid til det.

Dagen i dag gik virkelig godt!!
Vi havde ufattelig stærk blæst ved Good Hope!! Gæsterne tog det rigtig godt og synes det gav oplevelsen den helt rette kaliber. Nu vidste man bedre hvor svært sømændene måtte have haft det.
Vi har i dag set sælerne på øen, baboons i vejkanten, store og små bukke, vildtgående strudse og også dem i farmen og nogle så Dassie, den der sære grævling, der mere er beslægtet med elefanten! Andre så Zebraer på vej hjem til Cape Town. Pingvinerne var også værd at besøge.

Robben Island i morgen er det helt store spændingsmoment. Gæsterne er så spændte og vi krydser alle fingre, næser og tæer for at vejrudsigten holder. Den lover en anelse mindre vind, så da færgen sejlede i dag gør den det vel også i morgen!
Kæmperoser til Dylan især. Han er virkelig i særklasse.

Det var alt for nu.
Kaphilsner Claus

Dag 4: Endnu en oplevelsesmættet dag på den anden side af jorden

Vi har endnu ikke mærket til svimmelhed, selv om vi står på hovedet. Måske det kommer i Zululand...

Fra morgenstunden tænkte alle, at hvis nu vi "holder vejret", så kan det jo være at vejrguderne er med os og tillader turen til Robben Island, øen hvor Nelson Mandela sad fængslet i 18 ud af 27 ubegribelige år.
Heldet var med os. Gårsdagens Kap Det Gode Håb-orkan var langt, langt væk da vi stille og ubesværet gled de 11 kilometer fra havnen til øen.

Da vi stod og kiggede tilbage på Cape Town, kunne man pludselig mærke hvor frygteligt det må have været for fangerne at befinde sig så tæt på - og så alligevel så langt fra...
De blev holdt i et jerngreb i alle årene. Et minimum af mad, tynde tæpper og ingen madras at sove på de første mange år og gennemhullede, stærkt censurerede breve fra familien, hvis de da overhovedet nåede frem.
Isolationsfængsling, hårdt arbejde og kun koldt vand.
Ex-fanger fortalte historien, viste stederne og ærefrygten kunne mærkes. Dér boede Mandela i de fleste år - i den lillebitte celle på B-gangen, hvor de angiveligt så farlige politiske fanger blev opbevaret. Selv  voldtægtsforbrydere og mordere havde flere rettigheder!
Vor danske gruppe samledes udenfor murene, hvor jeg oversatte de mange informationer, og gav min personlige fortolkning af apartheid, den ultimative undertrykkelse og forsøgte at forklare hvordan noget så frygteligt kan udtænkes i en menneskehjerne.
Og hvorfor skred ingen ind? Olie skulle beskyttes i Irak i 1990 endnu inden Mandela var fri, så GolfKrigen blev en realitet. Hér kunne man intervenere, mens sorte i Sydafrika betragtedes som dyr, behandledes som dyr og blev skudt som dyr. Tilsyneladende også i tankerne hos de magthavende udenfor Sydafrika's grænser. Hvad med menneskeliv og basale rettigheder?

Sejlturen tilbage til Cape Town satte os på fastland igen og vi stævnede mod vinlandet.
Det føltes som en stor luksus, at kunne færdes frit til vinmarker i det smukke dalstrøg for foden af Hottentot-bjergene (det hedder de virkelig)
Endnu vildere luksus på vingården, hvor frokost og vinsmagning gav stor, stor kontrast til hvide forbrydelser og de usle town-ships vi passerede på vejen.
Der bor ligeså mange mennesker i den vestlige Kap-provins som i Danmark. Af disse lever omkring 1 million under kummerlige forhold i blikskure i uhumske fællesskaber med stor risiko for AIDS og TB og uden gode forsyningslinier til så elementære faciliteter som el og vand.

Som vi forlod Cape Town og indtog landskabet steg temperaturen for hver kilometer. Væk var blæsten fra Atlanten, væk var Taffelbjerget og tilbage i stedet åbent, varmt land beskyttet af bjergkæden, der helt omslutter denne provins. Boerne forlod i vrede briterne engang og lod okserne finde vej gennem bjergene. Man kan endnu se kærrernes spor.

På vej mod den hvide universitetsby Stellenbosch havde en gæst fået købt sig ny hovedbeklædning. Med tankerne rettet mod VM i fodbold i Sydafrika 2010, enedes vi i bussen om, at det måtte være roligan-udgaven, hernede kaldet Kaphatten.

Byen Stellenbosch var europæisk med egetræer, stråtækte Cape Dutch huse, gamle kirker, universitetet og spændende forretninger. Vi nød stunden her.

Sidste aften i Cape Town bruges til at skrive hjem, spise god mad og glæde sig til det store skift, der nu indtræffer:
Fra det milde, omskiftelige kystklima på sydspidsen til zululand og varmen på savannerne.
På en måde er det det rigtige Afrika, der venter nu.
Vi føler det som er vi endnu i en lille bid af Europa og Kaphatten er næsten forelsket: "Er det her man skal slå sig ned og blive gammel?"

De bedste hilsner fra en spændende og oplevelsesrig jomfrutur
Claus Marquart, Riis Rejser, Cape Town

 Dag 5: Det Store Spring!

Så blev det for alvor skiftedag i Sydafrika for gæsterne på Riis Rejsers jomfrutur til Sydafrika. Hold da op!

Vi gled ubesværet til Durban med British Airways om formiddagen og mødte den berømte dansker Holger Jensen, manden bag Jensen Safaris.
En varm og hjertelig modtagelse i lufthavnen af Hr. Holger, der straks tog fat på at underholde, fortælle, orientere og på alle måder være manden med al den lokalviden jeg, som ny rejseleder i Sydafrika, ikke endnu havde.
Der var lejet to minibusser, så gruppen deltes i to; en fik Holger som chauffør, den anden jeg.

Kilometer for kilometer gik det gennem landskab med sukkerrør og slutteligt skulle vi fra hovedvejen ind mod Zulu-landsbyen Simunye Lodge. 5 kilometer på meget hullet grusvej afsluttede dermed flere timers meget koncentreret rejselederkørsel.

Endelig kunne vi stige ud og indtage det underskønne landskab. Bløde, smukke, høje bakker, der var frodigt grønne og næsten skotsk højlandske.
Vi var nogle hundrede meter over havets overflade og forude ventede turen ned til selve landsbyen via en meget, meget ujævn og hullet sti, der var ganske umulig i minibus.
Reklamen siger godt nok "Today, Tomorrow, Toyota", men det ville blive "Today, Tomorrow, Totalskadet", hvis ikke vi skiftede transportform. Så vi kunne vælge mellem oksekærre, hesteryg eller firehjulstrækker.

Hvilken underskøn tur det blev - ned til det rene paradis!
Vi var kommet fra lufthavn, så motorvej, så mindre vej, siden grusvej og nu altså til den eneste forbindelse til landsbyen langt, langt dernede i dalbunden.
Langsomt gik det ned, mens vi blev omsluttet af naturen, bjergene og dyrene. Der blev set antiloper og zebraer og smagt Monkey Apple, som er den skønneste frugt med smag som en krydsning af æble, banan og appelsin. En virkelig lækkerbisken!

Da vi endelig ankom var det som en helt anden verden.
Vor rejse var startet i Cape Town med overdådigt luksusmorgenbuffet, flyvemaskine, minibus, tankstation og alt det moderne, nymodens... Der stod vi så.  På bunden. Tilbage til rødderne.

Vi samledes foran landsbyporten ind til zulu-beboerne, hvis liv her foregik, som var det for hundreder af år siden. Enkelt og i respekt for jorden, ånderne og hinanden.
Vi blev mødt af en lokal, der lærte os hvordan man traditionelt kalder på høvdingen. Forståeligt var gæsterne lidt reserverede og bestemt på fremmed mark, så rejselederen måtte træde frem og udføre det påkrævede ritual: Af sine lungers fulde kraft råbe de afrikanske gloser, der skulle til for at lade høvdingen vide vi var ankommet og klar til at besøge landsbyen. Det vakte jubel og alle istemte derefter ordene. Snart kom høvdingen i sin traditionelle klædedragt og hilste os velkommen.
Vi samledes nu foran bålet og blev trakteret med lokalt brygget majsøl og stegt oksekød. Blot en anelse af hver, for det var kun ment som en gestus, ikke som et måltid. Serveringen foregik af to unge piger kun iklædt skørt, hvilket fik flere af de mandlige gæster til at drille hinanden muntert. Det er trods alt ikke hver dag man ser topløse zulupiger byde på kulinariske oplevelser...

Så kom der gang i trommerne og hvilken oplevelse!
De oprindelige naturfolk over hele verden har altid haft et særligt forhold til musik, og sang og her fik vi, som mørket sænkede sig, en opvisning i den mest livsbekræftende, gennemmusikalske tradition.
Der blev sunget og danset for os, så man kun kunne lade sig åbne i hjertet og glæden.
Efter indledningen blev kvinderne inviteret op og 3 gæster turde! Der blev grinet og spjættet og danset og klappet.
Mændenes tur blev ikke mindre underholdende i en lidet flatterende gang stivbenet europæer-cancan og endelig kunne zuluerne afslutte med krigsdans for sejrherren i et slag mod briterne i 1879 samt en kongelig undervisningsdans.

Der var nu mørkt, så vi fulgtes til aftensmaden af det syngende zulukor, der viste vej med fakler, sang og sære, men skønne lyde.

Sorte gryder ventede med alskens lækkerier og der var meget at fordøje, da aftenen gik på hæld og de traditionelle hytter, der udgjorde det for hotelværelser, endelig kaldte på de trætte, men oplevelsesmættede gæster.

Sikken en dag. Sikken et spring.
Cape Towns europæiske stil var med et blevet sat i perspektiv: Velkommen til Afrika! Tak!

Vi er nu rigtig ankommet. Og vi nyder hvert øjeblik...

Claus Marquart, Riis Rejser, Zululand

Dag 6: TB. En frygtet sygdom eller Tycho Brahe?

Det sker af og til, at noget næsten er for godt til at være sandt. Så bliver der pillet lidt ved sagerne, drejet lidt på knapperne og lavet om på tingene.
I dag vågnede vi op til lyden af smuk akustisk guitar i den smukke dal hos zuluerne. Sådan vækker man blidt gæsterne her.
Vi fik rundvisning i zulukongens landsby og lærte om historien, dagligdagen og dyrene. Vi så smedjen, hørte om ægteskabstraditioner, blev kloge på brygning af øl og pasning af kvæg inden vi kunne købe hjemmelavede souvenirs.

Efter lækker morgenmad var opholdet i paradis slut.
Det kom vi til at mærke resten af dagen for fra det øjeblik vi forlod dalbunden, begyndte udfordringerne en efter en...

De første tegn var banden og svovlen på zulu-sprog. En lang række ganske ukendte eder og forbandelser blandede sig med fuglenes kvidren, da oksekærre-føreren synes han havde for mange gæster ombord.
Jeg selv var taget på hesteryg med en lille sluttet kreds på 6, mens andre var kørt op med firehjulstrækkeren. Oksekærren var dog også populær. Lige lovlig populær åbenbart...
Firehjulstrækkeren måtte derfor komme til undsætning efter at have afleveret første hold; ellers havde oksen såmænd trukket endnu.

Alle mand nåede dog toppen, hvor vi dagen før havde ladet minibusserne stå og allersidst på formiddagen var vi klar til afgang.
St. Lucia ventede forude. Skildpaddeturen blev rykket frem til denne aften og det fik endnu flere til at tilmelde sig oplevelsen, der dog skulle vise sig komplet umulig at gennemføre.

For noget var i gære. Hvad det var fik vi snart den første indikation af.

Regnen væltede ned stort set konstant i de timer vi kørte mod St. Lucia. Ja, vi sejlede nærmest mod destinationen!
Jo tættere vi kom jo mere tiltog vinden og det var ganske besynderligt for vi skulle jo til St. Lucia, der notorisk har godt vejr...?!?
Men med nærmest uforklarlig timing var en cyklon på vej mod området og landede nøjagtig samtidig med vor ankomst. Den aftog kun til "tropisk storm" på vej ind mod lagunen og vi nåede kun med nød og næppe til den lokale SkiBoat Club, hvor frokost var arrangeret. På de 5 meter fra bussen til indgangen blev alle gennemblødt og rusket voldsomt i. Indefra restauranten kunne vi følge med i vejrets udvikling ude på lagunen, som vi havde direkte udsigt til. Vi var landet midt i det vildeste stormvejr, der truede stedets overdækkede terrasse, dagens øvrige programsatte oplevelser og vejenes fremkommelighed. Kort efter vi ankom begyndte de første træer at give efter og snart hørte vi om folk, der måtte vende om i forsøget på at komme videre, da væltede træer nu lå og spærrede. Palmerne lå nærmest vandret, vandet piskedes op og vand trængte ind alle steder. I lagunen fik vi øje på et par flodheste, der som de eneste syntes komplet upåvirkede som de lå der i vandet og spærrede deres gigantiske gab op. Kim Larsen x 25.
Det stod helt klart, at hverken den planlagte solnedgangs-sejlads eller aftenens skildpaddetur under nogen omstændigheder kunne gennemføres og hvalturen dagen efter så kritisk ud. Ikke siden 1984 havde sådan et vejrlig ramt St. Lucia, så rejselederen undrede sig i sit stille sind over at det så lige skulle ske samtidig med vores ankomst. Om morgenen havde vejret været perfekt her og kun 50 km nordpå var der stadig skønt.
Dog nåede rygterne os, at Pretoria havde fået 45 mm vand på ½ døgn!

Da mandskab havde fået de værste træer væk fra vejbanen, begav vi os videre. Var det som om blæsten løjede af? Vi kørte ned på stranden og fik svaret: Overhovedet ikke!
Holger Jensen, denne karismatiske Safarimand, syntes åbenbart at vi skulle have syn for sagen, så han førte sin minibus med gæster direkte ned på stranden i det efterhånden højt sammenblæste sand og lige efter fulgte jeg, dybt koncentreret. Jeg burde nok have tænkt mig om en ekstra gang inden jeg fulgte Holger ud i sandkassen, men der gik altså grænsen for frie, årvågne hjerneceller. Selvfølgelig sad vi fast. Omgående.

Ud fór Holger, som havde han aldrig lavet andet end at få biler fri fra sand. Med hjælp fra en tilfældig, imponerende hjælpsom afrikaaner, lukkede han lynsnart luft ud af dækkene, gravede sand væk og jeg satte så i bakgear. Det tog 5 minutter, så var min bus fri.
Det tog lidt længere tid med den anden, da den havde traileren bagpå, men trods de højest ubehagelige forhold (sand kastet mod huden med orkanstyrke gør ondt!) gik der kun kort tid før vi var køreklar. Sikken en strandtur!

Vores to guesthouses lå kun en kilometer væk, så snart var vi ved indgangsporten, klar til at checke ind.
Problemet her var blot, at vand og sand havde ødelagt portens mekanik, så den ville ikke åbne.
Der holdt vi så stille igen. Så tæt på og alligevel så langt fra!
Ikke om den rokkede sig. Til sidst måtte hårdhændede metoder i brug og langt om længe kunne vi komme ind.

Gæsterne tog det umådeligt fint. Der blev grinet i bussen og nøje rapporteret om Holgers seneste fremskridt med porten, som vi holdt stille. Ingen sure miner, kun overbærenhed og frisk humør.
Vi ved alle hvor svært det kan være at holde gejsten, når tingene vedbliver at drille, men denne gruppe var fantastisk. Da det gjaldt, trådte de et skridt tættere sammen.

Indenfor fik Holger og jeg dagens sidste udfordring.
Vi boede i værelser ved siden af hinanden i en af fløjene og var godt i gang med hver vores gøremål, da strømmen gik! Heldigvis kun i vores fløj; gæsternes el virkede.
Men før vi blev klar over det, tænkte vi på hvor meget mere, der mon kunne nå at gå galt i løbet af aftenen, og var ærligt talt lidt bekymrede for hvad aftensmaden mon kunne byde på af udfordringer...

Det var dog slut. Mad, service og humør fejlede intet.
Holger og jeg havde strategimøde over en seafood-platte, hvor vi drøftede plan A, B og C.
Med disse i hånden fik gæsterne afrundet dagen, stadigt med højt humør og gå-på-mod. SÅDAN!
Det varmer et rejselederhjerte ude i den store verden at have en gruppe entusiastiske danskere, der mere end brok og bøvl kan hamle op med, simpelthen ønsker at få det bedste ud af situationen.

Nogle gange er det gennem udfordringer at man skal lære hinanden at kende. Det er nemt at hygge sig når det går godt, og straks sværere at fungere som et fællesskab, når plan A ikke holder.
Denne gruppe trådte for alvor sammen i dag og viste hvordan man arbejder sammen og støtter, hjælper og holder humøret oppe når force majeure viser sit ansigt.

Sikken dag. Vi glæder os stadig til i morgen!

Claus Marquart, Riis Rejser, St. Lucia

Dag 7: Det Gode Håb

Fra morgenaviserne nåede nyheden os, at vejret i går havde kostet 7 mennesker livet i KwaZulu Natal-provinsen, hvor vi befinder os. Det gjorde naturligvis et dybt indtryk på os.

Plan B trådte i funktion denne formiddag, idet foreløbig vejret satte en stopper for hvalturen. Holger og Jeg kunne i samarbejde med den lokale gæstgiver stadig ikke udelukke at heldet vendte i løbet af dagen, så vi tog gæsterne med på den såkaldte Game Drive i St. Lucias verdensberømte "Wetlands", et World Heritage Site. Området er enestående, idet denne type lagune tæt ved havet i dette klima ikke findes andre steder i verden og derfor er totalfredet. Et af sær synene er fx at der her svømmer hajer og krokodiller i samme vand.
Plan B gik ud på at køre til Cape Vidal, det nordligste punkt i nationalparken, idet vi således havde håb om at se vildt. Det lykkedes!
Straks fra turens start så vi impala'er nær vejkanten og vi så mange dyr på turen op til havet og stranden ved Cape Vidal. Der var vildsvin på vejene og aber i træerne. På de åbne vidder og i skovbryn så vi adskillige antiloper, bl.a. rørbuk, dykkerantilope og vandbuk, sidstnævnte så ildelugtende at end ikke krokodillerne gider æde dem! Vi så også den, som Karen Blixen kaldte "hieroglyf-antilopen" grundet dens sære, inskriptionslignende tegn på siden.
Den store, imponerende kudu var flere gange på tæt hold og sørme om ikke også kafferbøflen blev set. Een gang endda helt tæt på minibusserne. Den pustede sig op og gik lidt frem og tilbage, som for at posere foran vores kameraer.
Vi så rovfugle, storke og på et tidspunkt endog verdens største hejre, Goliath-hejren, nede bag en flok vandbukke.

Ved vendepunktet var havet og jeg skal love for at der var bølgegang. En stor fiskekonkurrence var netop blevet aflyst som vi ankom, så vi var ikke de eneste, der blev ramt af vejrliget.
Hvalerne kom normalt tæt ind under kysten, men med bølgerne i dag var der ikke meget håb for at spotte dem. Kikkerten spejdede forgæves.

På vejen retur gjorde vi holdt ved et vandhul, hvor de store flodheste holdt til. Disse kæmpemæssige dyr er altid fascinerende og vi huskede at efterleve advarselsskiltene: "Bliv i bilen!"
Det tætteste vi kom på næsehornet var store efterladenskaber, der kunne give gødning nok til en dansk kolonihave. Det tog et par af gæsterne så et billede af, når nu ejermanden tilsyneladende ikke havde tænkt sig at dukke op...

Tilbage i St. Lucia var temperaturen mærkbart steget, solen var begyndt at titte frem og blæsten havde lagt sig.
Var dette tilstrækkeligt godt nyt til at nogle af de aflyste ture alligevel kunne gå afsted?

Mens gæsterne fik et par timer for sig selv til frokost og shopping kom de første svar. Håbet lever!
Solnedgangsturen ville afgå kl. 16 og tænk engang: Skildpaddeturen ville starte kl. 20!
Se, dét var gode nyheder for rejseleder-teamet og gæsterne modtog de glædelige meldinger med stor tilfredshed. Denne dag ville alligevel blive pakket med oplevelser!

På trods af at solen stadig var godt gemt og man derfor ikke rigtig kunne opleve den gå ned, blev sejladsen på lagunen meget fin.
Der blev lovet gratis drinks til alle hvis vi så mindre end 50 flodheste og straks begyndte gæsterne at tælle. Ret hurtigt måtte de opgive; de store dyr var overalt!
Krokodillerne kiggede også frem, både i vandet og fra bredden og vi nød alle bådens stille, beroligende tempo og kunne iagttage fugleliv og mangrove-skov.

8 fra gruppen havde valgt aftenens skildpadde-tur. De 8 fik en uforglemmelig oplevelse.
Kl. 20 stævnede vi ud i aftenmørket i en åben safarivogn. Blæsten havde lagt sig en smule og temperaturen var nogenlunde. Det var stjerneklart, så regnen blev væk.
Hurtigt blev jeg udstyret med en særdeles kraftig, håndholdt projektør og så gik det ellers ind St. Lucia's nationalpark by night.
Hurtigt lærte vi at kigge efter dyrenes øjne, der på mange hundrede meter lyste op, når lyskeglen ramte dem. Herved kom vi til at opleve kafferbøfler, flodheste, antiloper, kamelæoner og aber. Selv næsehornet fik vi at se!
Efter at have kørt i knap en time kom vi til stranden, hvor luft blev lukket ud af køretøjet og dermed klargjort til sandkørsel. 23 km langs stranden gik det, spejdende efter sporene af Loggerhead eller Leatherback-skildpadder, sidstnævnte verdens største.
Vor guide, Jeff, var virkelig dygtig og vidste alt om deres færden, ynglemønster, udbredelse og meget, meget andet.
Da vi nåede til det punkt på stranden, hvor grænsen gik for lovlig kørsel, steg vi ud og gik en kilometer videre. Vi var nu i totalt fredet område, idet denne strækning lå beskyttet for det værste vejr og var et yndet sted for skildpadderne at komme op og lægge æg.

Indtil da havde vi intet spor set. Da vi næsten havde opgivet, fik Jeff øje på noget.
Der var tydelige spor efter en skildpadde. Desværre var vi kommet 5 minutter for sent, mente Jeff at kunne se. Sporene endte oppe nær klitterne, hvor den havde sonderet terrænet og fundet det uegnet. Vi kunne tydeligt se hvordan den havde gravet lidt og været rundt i området, men den var ikke tilfreds og var vendt tilbage til havet.

Det gav et gib i de fleste, da vi så sporene og mange følte sig tæt på dette fascinerende, elskelige dyr. Skuffelsen var der også. Kun 5 minutter for sent!
Vi accepterede betingelserne og vendte tilbage til bilen og gjorde klar til at køre retur uden at turde håbe på at komme tættere på.

Efter nogle minutter standsede Jeff pludselig, hoppede ud af bilen og forsvandt ud i nattemørket. Flere spor!

Jeff talte med lav, men spændt stemme til os, da han kort efter vendte retur.
"Følg med, hold Jer bag mig og vent til jeg siger til før I tager billeder. Hun ligger lige heroppe, kun 20 meter væk!!"
Vi kunne næsten ikke tro det. Kunne vi virkelig være så heldige? Ja. Der lå hun.
En 600 kg stor Leatherback, der for ½ time siden var gået i land.
Hun var netop færdig med at grave hullet og skulle til at starte æglægningen, da vi nåede frem.
Forsigtigt satte Jeff en lille lygte op, så vi kunne se. Derved kunne vi se bagkroppen og det forunderlige syn af æggene, der blev lagt. Ca. 60 blev det til. Stadig var kun bagenden oplyst.
Vi hørte hende pruste jævnligt, for det er en hård opgave at kravle op, grave ud, lægge æg og dække dem til igen for at slette alle spor.
Ved at stå rigtigt for vinden kunne vi komme helt tæt på uden at forstyrre og alle kom efter tur inden for 1 meter og tog billeder. Dette lille mirakel tog pusten helt fra de fleste og enkelte fik tårer i øjnene.
Jeg selv lod mig helt opsluge og følte mig ydmyg og taknemmelig.

Mens hun arbejdede med at dække til lod vi hende i fred og vendte tilbage i tide til at se hende kravle tilbage i havet.1½ time tog det hende alt i alt.
Kun 1 ud af 1000 æg når at blive en fuldvoksent for farerne er mange. Men håbet lever!

Claus Marquart, Riis Rejser, St. Lucia

Dag 8: Mens vi venter på Kruger...

Hvalfolket havde fået besked på at stå stand-by kl. 07.15, da håbet ikke var opgivet aftenen før.
Desværre var der for megen vind, så lidt før kl. 07 kom den endelige aflysning frisk leveret fra havnen. Havet var stadig for barskt.

Vi kunne i stedet spise morgenmad og gøre klar til turen til Swaziland.
De af gæsterne, der var kommet i seng kl. 02.30 efter nattens enestående skildpaddetur og som også havde meldt sig på hvalsejlads, kunne godt leve med situationen... Morgenkaffen var ekstra tiltrængt.

Vi forlod St. Lucia og satte kurs mod hotel Forester Arms i Swaziland, som var nøje udvalgt, da afstanden til Kruger Nationalparken simpelthen var for stor en mundfuld at køre på en enkelt dag
Det store spørgsmål på dagens etape koncentrerede sig om grænsepolitiet mellem Sydafrika og Swaziland. Hvordan ville de forholde sig til de 2 minibusser?

Vejarbejde forsinkede os en del undervejs, men gav os muligheden for at studere de lokale nærmere. Overalt færdes mennesker og dyr langs hoved- og biveje; måske er man på vej hjem med vand, passer sine dyr eller hænger ud med vennerne. Der er et værre leben. Vi så en syngende dansegruppe i fuldt sving med at udøve de lokale traditioner i farverige kjoler klods op af hovedvejen. En enkelt gang ville en ung fyr ikke trække ind, men vinkede og spjættede mens han gik ud midt på vejen. Man kunne ikke lade være med at tænke på de snævre bjergetaper i Tour De France, hvor folk kommer faretruende tæt på rytterne. I den anden side af vejkanten stod hans venner og efterlod ikke megen plads for hverken nedbremsning eller kursændring, men de må have prøvet det mange gange før, for de lod ikke til at være spor nervøse.
Apropos udfordring. En enkelt episode skilte sig markant ud på denne dag.
Holger Jensen, rejsens centrale agent og krumtap med sine mange års erfaring som rejsearrangør og storvildtjæger, havde allerede sat sit underholdende aftryk på turen, da en uforudset hændelse indtraf.
Med sin imponerende hastighed minder han en del om Lucky "hurtigere-end-sin-egen-skygge" Luke og jvf. cowboyheltens navn omtaler han da også sig selv som en "særdeles heldig mand".
De imponerende mange historier om livet som dansker i Sydafrika underbygger dette. Vinden blæser hans vej.
Han er en højfrekvent og hyper energisk mand, som man aldrig rigtig kommer tæt, for han er som en hvirvelvind. Han går ikke. Han småløber. Klokken 6 om morgenen eller før sengetid: Der er fart på.
Nogle af gæsterne mente bestemt at han måtte have været et damp-barn, sagt i al venskabelighed og med et lunt, jysk smil på læben.

For de fleste er han en fascinerende mand.
For en dansk rejseleder - meget langt fra Danmark og på sin afrikanske jomfrutur - ja, da er han uundværlig.
Han kender alt og alle. Regler og mennesker. Tips og tricks.
Jeg er vant til selv at have fat om alle detaljer på de ture jeg leder fra ende til anden, men her er det en anden snak. Her styrer Holger, der sætter en ære i at være ikke bare velforberedt, men meget velforberedt.

Som sagt var der en episode, der skilte sig ud i dag.
Ikke langt fra den grænseovergang vi havde udset os ophørte vejen med at være asfalteret. Vejkassen var temmelig hullet og det røde jordlag en smuk kontrast til de grønne buske og træer, der havde et sceneri, der mindede en del om det farvespil, der møder de rejsende i Sedona i det sydvestlige USA.
Pludselig stoppede han op.
Vi var kørt nedad i et stykke tid og havde nået bunden af en lille dal. Regnen havde væltet ned i mange dage og opløst vejen her. Ét stort ælte af mudder og blank vand lå foran os og midt i det hele sad den lokale lufthavnsbus uhjælpeligt fast med den ene aksel knækket. Chaufføren tog det roligt og sad inde i den tomme bus og læste sin avis.

For de fleste andre end Holger ville dette være et umuligt sted at krydse. Vi havde allerede siddet fast en gang, nemlig i sandet på stranden ved St. Lucia, så hvad nu...?
I løbet af 20 sekunder var Holger sprunget ud af sin bus, småløbet over til en lille stribe knap så mudret græs mellem lufthavnsbussen og trægrænsen. Her trådte han prøvende et par gange og 10 sekunder senere havde han kommanderet alle ud af min bus, da den ikke havde traileren på. Således uden gæster speedede han op og 15 sekunder senere holdt bussen i sikkerhed på den anden side af mudderpølen.
Jo, Holger er en heldig mand...
Mens alle gæsterne tog den til fods udenom pølen, fandt også den anden minibus vej over ad samme vej. Med Holger bag rattet. Og med trailer. "Værsgo at stige om bord. Next stop Swaziland".
Meget kan man sige om Holger og meget er der grangiveligt blevet sagt i årenes løb, men kedelig... dét er han ikke!

Med præudfyldte formularer til grænsepolitiet gik det glat og uden synderlige forsinkelser.
Velkommen til Swaziland, et vaskeægte Kongedømme.
Kongens far har rekorden som længst levende monark i verden og da han døde i 1980'erne overtog sønnen inden længe tronen.
Alle traditioner holdes i hævd, selv den utrolige, årlige jomfruparade.
Tænk engang. Een gang årligt skal Kongen have sig en ny kone, så samtlige jomfruer i landet samles. De skal her forsøge at gøre bedst muligt indtryk og danser kun iført skørt, mens der bliver filmet. Så kigger Kongen hele balladen igennem, udvælger sig en ny kone og sender bud.
Jeg mener, at han på nuværende tidspunkt er oppe på 11 eller 13 koner, men hans far havde mange, mange flere. De bliver alle udstyret med den vildeste luksus, fx. egen BMW.
Et meget, meget fattigt land, men traditionerne må holdes. Koste hvad det vil.
Grænsen gik dog ved den unge Konges forsøg på at anskaffe sig et privatfly til en pris af lidt over landets samlede bruttonationalprodukt. Det var alligevel for galt og Kongen måtte annullere ordren og i stedet nøjes med at betale det enorme aflysningshonorar til flyfabrikken...

Hotel Forester Arms lå højt i et de mange bjerge, der udgør Swaziland. Nærmeste by Mlambanyatsi (man lærer at holde af de fremmede navne) lå et godt stykke væk, men det tænkte ingen på, for der var en hjertelig og meget, meget hyggelig atmosfære på hotellet med flere skønne pejse, slængesofaer og velassorteret bar. Måske var værelserne ikke luksus, men her var rent og pænt og så var forplejningen uovertruffen. 6 retters menu var inkluderet og hotelejeren - en vaskeægte britisk kvinde med den engelske posh-accent - præsenterede selv aftenens traktement.
Hun kunne i øvrigt berette at hun for få dage siden var kommet retur fra London, hvor hun havde været del af en rejsemesse. I London var der 14 grader. Da hun landede i Swaziland var der 12...
På alle værelserne blev der den aften skruet op for varmen, for her højt oppe i bjergene var der altså småkoldt.
Inden sengetid gav gæsten Niels et par herlige danske numre på klaveret. Som gammel pianist vidste han hvad der skulle til, så selskabet fik sig et par herlige syng-med-sange.

Endnu en dag i Afrika gik på hæld og der blev lagt mangen et ønske til natfeen under hovedpuden.
"Vær rar, gode fe, at lade der blive godt vejr i Kruger Parken i morgen. Vi savner solen og varmen. Amen."
Danskerne er tilsyneladende velset i de kredse, skulle næste dag vise...

Claus Marquart, Riis Rejser, Swaziland

Dag 9-10: Kruger National Park

Fødselsdagssang på dansk, engelsk og swazi.
En gæst fyldte år og det blev fejret ved morgenbordet på behørig vis, hvor personalet sluttede af med udgaven på swazi. Der var ikke et øje tørt  :-)

Så var det afsted mod måske turens højdepunkt, den verdensberømte dyrepark Kruger med The Big Five: Elefant, Løve, Kafferbøffel, Næsehorn og Leopard.

Aftenbønnerne var blevet hørt for vejret var endelig fremragende med blå himmel, få skyer og solskin allerede fra morgenstunden.
Personalet vaskede de to minibusser, hvilket var tiltrængt efter mudderbadet i går og således kunne vi fulde af forventninger stævne ud mod de vilde dyrs land.

Inden da fik vi en fantastisk smuk køretur i Swazilands bjerge. Det var næsten endnu smukkere end i går og nu også med solskin. Ville det mon holde? Hvad ville temperaturen være i Kruger?
Det var et spørgsmål, der sad på manges læber. Ikke siden Cape Town havde vi set solen, hvilket kom helt bag på alle og skulle der være godt vejr nogen steder, ja så måtte det være i Kruger.

Fra bjergene gik det ned til det fladere, lavere liggende land i Sydafrika og her kom varmen så!
Det var knap 30 grader, da vi steg ud af busserne for at møde de to åbne safaribusser og vores to lokale "field guides", afrikaanerne Jan og Adriaan. "Afrikaanere" er ikke det samme som afrikanere, de er typisk af hollandsk og fransk afstamning, dvs. boere. De to kunne fortælle, at de sidste 4 dage frem til denne morgen havde regnen væltet ned, som de sjældent havde oplevet før. En af dagene konstant regn gennem et helt døgn, hvilket vi senere skulle finde ud af havde været så voldsomt, at det havde kostet dyreliv! Men netop i dag var vejret slået om; solen skinnede og der var næsten ingen vind.
Hurtigt trak mange dog i skygge, mens bilerne pakkedes om og de store kufferterne blev kørt med Holger til hans gæstehus i Pretoria, hvortil han ville køre om lidt og lade os i fred med Jan og Adriaan.

Der blev vinket og dyttet og afsted kørte storvildtjægeren, rejsearrangøren, tusindkunstneren...

Fra det øjeblik skiftede turen atter karakter, denne gang til det virkelige Afrika eller sådan som vi kendte til det hjemmefra: Vild natur og vilde dyr!
De næste dage blev på det nærmeste til én lang safaritur i åbne vogne, hvor vand, kikkert og kamera var det vigtigste.

Vi lagde godt ud. Faktisk nåede vi inden aftensmaden 3 af de "5 store", som man taler så meget om.
Vi så hurtigt et par elefanter og mærkede suset i kroppen ved størrelsen. Den er gigantisk når man ser den med egne øjne i virkelighedens verden.
Næsehornet blev også spottet, her det hvide, der er den mest almindelige, mens det sorte er noget sjældnere.
Vi var så heldige at få meldinger over bilens samtaleanlæg, at der var nedlagt et bytte ikke langt væk og at løver var i gang med at indtage måltidet.
Den var god nok. Inde i buskadset kunne vi i kikkert se dem æde formentlig en impala.

Se, det var en lovende start. Vi fik virkelig mærket varmen og mødt det stærkt varierede plante- og dyreliv som Kruger er så berømt for.
En kort stund i bruseren og så var vi klar til aftensmad. Menuen var "Braai", traditionel sydafrikansk barbeque. Her var mange lokale specialiteter, bla. den særdeles velsmagende kudu-pølse, som er lavet af kød fra denne antilope.
Ikke mange blev hængende længere end højst nødvendigt, for der var arrangeret morgensafari, hvilket betød vækning klokken halv fire! Af rejselederen...

Mørket sænkede sig og jeg var glad for at der i mit standardudstyr indgår en pandelampe, denne uundværlige opfindelse. For der var bælgmørkt, tunge øjenlåg og mange sære lyde, da jeg i terrænet skulle lokalisere 9 forskellige hytter på små stisystemer den årle morgenstund.
Alle mand kom op og bilerne var klar til afgang kl. 04.30, hvor det begyndte at blive lyst.
En lang dag ventede forude, men den blev alt værd. Heldet var nemlig atter med os!

Det er alle anstrengelserne værd at stå så tidligt op.
Der er helt stille i menneskeverdenen og det kan man mærke. Ingen stress og jag.
Dyrene, derimod, er aktive på dette tidspunkt af døgnet. Mange af parkens dyr er aften- og nattedyr og bruger de svale timer til at spise og jage. Elefanten, fx æder 17 af døgnets timer, så her er ikke tid til megen hængekøje. 100 liter vand drikkes og 150-300 kg grønt ædes. Dagligt, vel at mærke!
Vores filed guides - Jan i den ene safaribil og Adriaan i den anden - var brødre og et dygtigt team. Det tager 2 år at blive "field guide" og man bliver eksamineret i alt lige fra dyr, planter og geologi til park- og sydafrikansk historie tilbage til 1488. Det kunne mærkes. Konstant var de i kontakt med hinanden og øvrige guides i parken, så de hele tiden holdt sig opdaterede og delte når de så eller hørte noget særligt. Alle spørgsmål blev besvaret og der var både plads til sjov og alvor.

Alvor var der desværre en del af i parken.
De største udfordringer er krybskytter og vandmangel. Krybskytterne har alene i år nedlagt 38 næsehorn og man så flere steder billeder af skamskudte dyr. Park Rangers er konstant på udkig efter disse pengebegærlige, samvittighedsløse mennesker og bærer våben med ret til at bruge dem, hvis de bliver beskudt eller truet.
Af aktuelle problemer erfarede vi ved selvsyn at flere dyr rundt om i parken lå uforklarligt døde. Det var ikke grundet krybskytter eller rovdyr.
Meldingen kom senere, at det voldsomme regnvejr havde taget livet af dem. Med så store vandmængder (50mm i løbet af en enkelt nat!) og ikke megen læ, var de svageste bukket under. Rundt omkring så vi gribbene i de nøgne, døde træer sidde og vente på at slå til. De fleste gribbe kan ikke selv slå hul gennem skindet og må vente enten på rovdyr eller deres største artsfælle, der som den eneste kan trænge igennem skindet på ådslet.

Morgenstunden, der havde budt på mange skyer og hvad der lignede regn inde over Swaziland, bød på aftagende skydække, da vort store held indtraf.
Alle taler om The Big Five, altså elefant, løve, kafferbøffel, næsehorn og leopard.
Selv om løven bestemt ikke altid er let at lokalisere, er langt den sværeste at få øje på dog leoparden, som vi manglede at se og langt fra kunne være sikre på at finde; mange tager fra Kruger uden at have set den.
Dyret er et af de smukkeste kattedyr, men der er ikke mere end 6-800 af dem i Kruger parken, der er hele Danmark længde og 60 km bred! Med andre ord: Man skal være noget heldig for at være der hvor den er.

Jan og Adriaan vidste hvor den sidst var set og lige godt klokken seks nåede vi stedet, hvor en hun var set med sin unge. Der var en del sten i en større dynge og der kunne ungen snildt gemme sig. Det gjorde den også nu. Vi blev spændt hængende, men der var intet at se.
Jan kørte videre. Pludselig var moderen der! Kun 20-25 meter fra vejkanten og i fuld figur. Kameraerne knipsede løs, som hun hoppede op i et træ og vi kunne rigtig fornemme hvor adræt dyret er. Leoparden slæber helst sit bytte op i træerne for at have dem i fred og kan faktisk trække det dobbelte af sin egen vægt med op. Hvis ikke den gør det, kommer der hurtigt andre rovdyr eller fugle til og selv meget mindre rovdyr, som hyænen, undgår leoparden helst at forsvare sit bytte overfor, idet den som enspænder meget nødig må pådrage sig sår. Modsat flokdyrene har den kun sig selv til at sørge for maden og har derfor ikke råd til den farlige nærkontakt.
Det er således en vigtig egenskab for en leopard at kunne klatre i træer, hvilket den er ypperlig til, ganske modsat geparden, verdens hurtigste landdyr, der ikke kan klatre.

Der sad hun. Det fascinerende syn var hurtigt ovre, som havde hun blot kortvarigt poseret for os. Hun hoppede ned, gik ind i bushen og forsvandt snart af syne. The Big Five var nu komplet og vi var ikke til at skyde igennem!

Resten af tiden i Kruger var én lang, imponerende oplevelse. Vi så langt flere dyr end vi kunne have håbet og lærte alt hvad der er muligt at lære på den tid vi havde Jan og Adriaan.
Vi fik set giraffer, antiloper (gnu, vandbuk, rørbuk, kudu, impala og stenbuk), zebraer, hyæner, vildsvin, bavianer, aber, flodheste, krokodiller, skildpadder, desmerdyr og egern.

Fra fuglenes verden skal nævnes 5 slags ørne (rovørn, fiskeørn, brown snake, martial og bateleur), hejrer (blandt andet goliathejren, verdens største), gribbe, storke (fx  den meterhøje Maribou Stork), en ugle, næsehornsfuglen og utallige perlehøns.

Vi blev introduceret til The Big 6 Trees: Apple Leaf, Silver Cluster, Marula, Mopani, Led Wood og Knob Thorn Acacie. Desuden huskes Rock Fig-træet, der forunderligt voksede op og rundt om store sten samt det smukke Sycamore-træ.

Som der findes The Big Five, har man også listet The Small Five. Disse er:
Leopardskildpadde, næsehornsbille, bøffelvæverfugl, løvemyreinsekt og elefantmus.

Jo, vi fik set det rigtige Afrika. Gennem de åbne safaribiler fik vi duftet og lyttet og i det hele taget pirret sanserne i sjælden grad. At opholde sig i de vilde dyrs land, og ovenikøbet få dem at se helt tæt på, sætter menneskets verden i perspektiv.

Der er langt fra Danmark til savannen...

Claus, Riis Rejser, Kruger Nationalpark

Dag 11: Land og by, del 1

Den foregående aften havde budt på afrikansk dans, sang og tromme i den mørke, stjerneklare aften, mens vi spiste endnu en lækker Braai, denne gang bestående af okse og kylling samt de tilhørende lokale specialiteter.
Selv om computer ikke rigtigt hører hjemme på et sted som Kruger, så var det nu alligevel dejligt at synke hen på min hyttes terrasse med aftenlydene og mærke den behagelige temperatur, mens jeg skrev om dagens oplevelser.
Atter blev det sent før lyset blev slukket og øjnene lukket. Atter skulle jeg tidligt op.

Vi havde en sidste morgensafari inden vi skulle forlade parken med kurs Pretoria, Sydafrikas hovedstad og hjemsted for Holger's "Jensen Guesthouse", der er vidt berømt i mange kredse, ikke kun i Danmark...

Jeg synes bestemt, at jeg kun liiige havde lagt hovedet på ho'pu'en (som de fynske gæster ville have sagt), da vækkeuret ringede. Kl. 03.45 var jeg rundt for at banke på og tre kvarter senere forlod vi camp'en.

Dagene er så forskellige i så levende et miljø som Kruger og aktiviteten forbavsende stor. I dag var særligt girafferne kundevenlige og vi fik mange billeder helt tæt på af dette prægtige, langhalsede dyr, der kan blive op til 5½ meter.
Vi havde vænnet os til livet ombord i safaribussen og sad klar med kikkerter og kameraer - hvor ville den næste oplevelse komme fra...?!?

Foran os kørte Adriaan i den anden safaribus og snart fik storebror Jan meldingen: Løver! Vi hastede frem.
3 unge hanløver kun 25 meter fra vejen! To af dem var godt i gang med at fortære et bytte, mens den tredje strejfede omkring.
Motorerne blev slukket og zoom tog over. Her kunne vi i ro og fred se løverne på tæt hold og få gode billeder.
Det var faktisk de eneste vi ikke havde haft helt tæt på, for de vi så i går var halvt skjult af buskads.

Men her var de. Rå og fascinerende ungkarle. Parkens kommende konger.

På vores videre færd denne morgen var vi heldige at se den saddel-næbbede stork, som der ellers kun er ca. 100 af i hele Kruger! Lidt af et scoop.
Vi fik føjet strudsen til listen af spottede dyr og også den lille, ihærdige "dong beatle" fik vi at se, ovenikøbet i aktion. Den og konen skubber og triller, vender og drejer en lille klat af de store dyrs efterladenskaber, som efterhånden bliver til en kugle, større og større.
Heri lægges æggene, der så gødes af hannen og graves ned. Når forældrene er døde året efter, udklækkes æggene.

Jan og Adriaan fortsatte således med at berette om livet blandt dyrene og vidste alt hvad der var værd at vide. Flodhesten er - overraskende for de fleste af os - det dyr, der slår flest mennesker ihjel. Den er territorial og ganske aggressiv, og det værste der kan ske er, at man kommer imellem den og vandhullet - så bliver den arrig! Elefanten er drægtig i hele 22 måneder! Der falder ingen nedbør om vinteren.
Bavianerne må under ingen omstændigheder fodres, for så anser de sig selv for højere i hirakiet og kan snildt finde på at angribe.
Informationerne var, nøjagtig som antallet af dyr vi fik lov at se, mange undervejs og som morgensafarien nærmede sig sin afslutning, synes vi næsten ikke at vi kunne tilkomme mere.
Alligevel spottede Jan en lillebitte impala-kalv. Den var helt våd endnu og kunne næsten ikke gå. Bedste bud var, at den var født indenfor de sidste par timer.
Den lille bambi var selvfølgelig helt uimodståelig og mange tænkte:
"Hvor heldige har vi lov at være...?!"

Geparden fik vi ikke at se og heller ikke den allerstørste rovfugl, cori bustard. Men så er der vist heller ikke mere at klage over.
Da vi havde spist morgenmad og satte kursen mod udgangen var alle enige om, at vi havde haft 2 fantastiske dage med de vilde dyr og vores dygtige boer-guider. Det blev til 400 kørte Kruger-kilometer.

Turen til Pretoria faldt i to etaper. Først stribevis af spektakulære udsigter, så snorkende morfar.
Indtil midt på eftermiddagen bød turen vestover mod hovedstaden på et dybt betagende landskab, der vekslede mellem de dramatiske Drakensbjerge, der når op over 3400 meter, og så rundt, blødt, ja næsten skotsk bakketerræn.
Vi havde blå himmel og solskin, så udsigten var fænomenal, ikke mindst ved God's Window, der bød på en panorama-udsigt, som jeg aldrig i mit rejselederliv har set magen til. Flere hundrede kilometer kunne man se frem for sig i landskabet! Vi var så højt som 1600 meter oppe og fik endda det hele i et 180 graders view!

Vi så desuden masser af vandfald og verdens tredje dybeste kløft, der med sine 1000 meter er unik, idet dens klippesider er grønne, dækket af frodig vegetation.
Langs alle de smukke udsigtspunkter, der i minibusserne kunne nås med max. 15 minutters mellemrum, var boder med alle slags afrikanske souvenirs.
En af gæsterne fik efterhånden samlet en hel lille zoologisk have af stendyr, blandt andet - men ikke kun - The Big Five. "Det er legetøj til mine børnebørn og min lille form for ulandsbistand", smilede hun og undlod at prutte om priserne, som man ellers opfordres til at gøre.

Frokosten var et helt kapitel for sig.
Holger, der selv løb rundt hjemme i Pretoria, havde sendt to af sine bedste folk til Kruger for at hente os: Kompagnon Benny og den unge Ian.
Ved et af de smukke udsigtssteder, bad de os gå ud og nyde naturen og vende tilbage efter 20 minutter.
Da vi returnerede, stod der den skønneste frokost i det grønne. Holgers gourmetkok (hvis evner vi senere skulle opleve i fuldt flor) havde sammensat et overflødighedshorn af mad og drikke, og Benny og Ian respekterede delikatesserne ved lækkert at anrette i skyggen under et stort træ. Vi ankom således til den helt store buffet med salater, kold antilope-filet, kyllingebryst, kartoffelsalat, hjemmebagt brød, dansk ost og lurpaksmør. Nøddetærte med creme fraiche. Rød, hvid og rosévin. Øl og sodavand.
Man følte sig som landets rigeste grever og baroner, hvis det ellers giver mening i Afrika...
Jo, Holger Jensen ved udmærket hvordan man sørger godt for gæsterne.

SÅ var det tid til en morfar!
Der var stadig godt 4 timer til Pretoria og som Holgers fremskudte forposter agerede chauffører, faldt der snart ro over tropperne i bus 1 og 2..

Mens jeg sad og kiggede ud af vinduet, tænkte jeg på det skift vi endnu engang skulle gennemgå.
Det gør noget særligt godt ved mig at være tæt på naturen og det oprindelige liv man kan følge her. Storbyer kan herefter godt virke nærmest intimiderende.

Overgangen var dog blid, da landskabet hele vejen var smukt og grønt med høj sol og skyfri himmel.
De sidste dages safari-liv afløstes af asfalt og nye forventninger.

Hvad mon der ventede os i hovedstaden...?

Claus, Riis Rejser, Pretoria

Dag 11: Land og by, del 2

Klokken var blevet næsten 19, da vi nåede til Pretoria.
Rejsens sidste lange køretur sluttede, da vi drejede ind på den lille gårdsplads til "Jensen Guesthouse", hvor Holger selv tog imod, sædvanligvis trippende, klar til handling.
Vi samledes mellem palmer, pool og pippende fugle og blev straks budt på kolde drikke.
Holger sagde velkommen og det følte man sig.
Lynsnart var alle kufferter placeret og efter forfriskningen fandt vi hvert vort hjem for de næste dage.

Sikke et hjem!
Jensen Guesthouse er en vaskeægte oase, egentlig ganske centralt placeret i hovedstaden, men matriklen er nøje udvalgt, udbygget og tilplantet, så man er i en lille og virkelig hyggelig verden for sig selv.
Der er plads til 43 gæster, når det går vildt for sig og boliger er fordelt i alle afkroge. Stilen er dutch kap i den rigtige, gule farve og hovedhuset endda med stråtækt tag. Overalt er der eksotiske planter, alle nøje udvalgt og plantet af Holger selv, så fx særlige fugle lokkes til.
Værelserne er store og smagfuldt indrettede. Blanke mahognigulve og på væggene jagttrofæer og billeder af stolte jægere med bytte. Højt til loftet og lækre mahognihimmelsenge i kolonistil med masser af plads og store dyner. Friske blomster og ingen billige plastikløsninger - alt i rigtig god kvalitet.

Man var vel en anelse sulten efter den lange køretur, så ikke længe efter mødtes vi til dinner i Manor Hall, Holgers specialbyggede spisesal. 6-7 meter til loftet, flygel og flot stengulv. Overalt på væggene i den store sal hang trofæer. Alle de store dyr, som vi havde set de sidste dage, var til stede - og flere til.
Så elefanten stor ud i Kruger, var den nærmest kolossal her!
På alle 4 vægge kunne vi se udstoppede dyr: Antiloper, giraffer, bøfler, elge, bukke og ... stødtænder. Der sad man så, mens Benny hjalp til med vine, vand og venlighed.
Niels bød velkommen på pianoet, mens Holger fortalte historier og afslørede sine holdninger til jyder, fynboer og sjællændere. Alle kunne grine af alle. Også som storyteller skal man lede længe efter et talent som Holger.
Da alle var samlet og pianisten færdig, kom maden.
Vi skulle snart erfare hvorfor Holger havde håndplukket den unge Peter som kok.
Aftenens tre-retters menu var ganske enkelt turens absolutte, kulinariske højdepunkt. Først laks og stenbiderrogn, så springbuk og slutteligt parfait is/cokolademousse med kaffe.
Det var usædvanlig lækkert!

Niels spillede før desserten, Holger fortalte flere historier og man lod sig opsluge af stedets atmosfære. Der gik aldrig lang tid mellem et kig rundt på væggene. Hvert dyr fortalte en ganske særlig historie og uanset holdninger til storvildtjægere, så må alle mærke en grad af fascination. Det er en særlig oplevelse at være sammen med mennesker, der gør det de holder mest af og samtidig er bedst til. Holger er et af den slags mennesker.

Som aftenen gik på hæld kunne det mærkes at vi havde været oppe kl. halv fire, så det var med tilfredshed at morgenmaden først var kl. 08 næste morgen med afgang til sightseeing i hovedstaden kl. 09.

Rejsens sidste store skift - fra Kruger til Pretoria - var dermed tilendebragt. Nu kaldte himmelsengen...

Claus, Riis Rejser, Jensen Guesthouse, Pretoria

Dag 12: Sightseeing, shopping og solbadning

Efter de sidste morgeners tidlige safariture var det helt rart at kunne sove lidt længere.
Solen skinnede atter fra en skyfri himmel og temperaturen var dejlig.
Pretoria får sjældent voldsom varme, men ofte de behagelige 25-28 grader.
Set over hele rejsen havde vejret virkelig budt på forandring og vi var vist alle rigtig glade for de sidste dages solskin efter orkan og regn i St. Lucia.

Dagen startede med sightseeing i Pretoria, Sydafrikas hovedstad.
Vi så Vortrekker-monumentet, der i vaskeægte boer-stil rejser sig majestætisk, tungt og firkantet op over det meste af byen med en mageløs udsigt.
Boernes historie minder ikke så lidt om mormonernes i USA. Begge folkeslag blev fordrevet af englænderne på fremmed jord og tvunget væk fra deres hjemstavn. Begge mødte ufattelige udfordringer i deres søgen efter et sted at slå sig ned, ikke mindst ved mødet med de indfødte.
Ved et af de afgørende slag i 1800-tallet mod lokale afrikanske stammer, lovede boerne sig selv at bygge et monument hvis de vandt. Derfor står Vortrekker-monumentet i dag.
Her kan man opleve et museum helliget deres historie, dagligdag, religion og udfordringer og det er virkelig et besøg værd.

Englands brutale imperialisme har overalt i verden, hvor de har mast sig frem haft så voldsomme konsekvenser og skabt så store dønninger, at vi endnu i dag mærker dem tydeligt.
Boernes forhadte apartheid-politik kan tolkes som en reaktion på den undertrykkelse og de frygtelige lidelser de selv havde været ude for, såsom 25.000 døde boer-kvinder i koncentrationslejre! Det var således englænderne, der var de første til at introducere verden for denne syge form for magtanvendelse. Da de vandt boerkrigen i 1901, havde de haft held til at splitte boerne ved at brænde deres farme og dyr overalt hvor de kom frem, sende kvinderne i lejre og mændene til de yderste kolonier som Sumatra, Borneo og Australien.

Disse ar på sjælen kan give et af svarene jeg har søgt på denne rejse og kan forklare hvordan det fuldstændigt groteske og dybt menneskefjendske apartheid-styre kunne regere så primitivt, arrogant og undertrykkende i årene frem til Mandelas frigivelse i 1990.
De mennesker, der udtænkte apartheid, har underbevidst været fyldt med frygt fra en arv så tung og livstruende, at deres eget udtryk blev så grusomt som tilfældet var.

Udover det store boer-monument, brugte vi desuden formiddagen på at se Parlamentet, hvor det norske kongepar i øvrigt var på besøg; Retsbygningen, hvor Mandela og det meste af ANC-ledelsen i 1964 blev idømt livsvarigt fængsel og Kruger House, hjemsted for boernes leder, der blev fordrevet til eksil i Schweiz og før sin død i 1904 udtalte ordene: "Jeg blev født i et land under engelsk herredømme, men nægter at dø i et".
Vi kørte gennem byen, så andre fine historiske steder og fik et overordnet indtryk af Pretoria inden eftermiddagen bød på mulighed for at shoppe i det store Brooklyn Mall indkøbscenter.
Placeret kun 10 minutter fra Jensen Guesthouse, sørgede Holger alligevel for afhentning i minibus hver halve time indtil alle var kommet retur.

Der var tid til at nyde den sidste del af dagen ved pool'en og faktisk få en fornemmelse af, at det her var ferie...
Det havde til tider været helt svært at få øje på med de mange oplevelser og tætpakkede dage, der ikke havde givet mange stille stunder ud over den tiltrængte nattesøvn.

Der blev således daset, drevet, badet og brunet inden endnu en gourmet-middag ventede. Denne gang blev vi præsenteret for Holger egen fiskesuppe. Den var ligeså velsmagende som opskriften var hemmelig!
Peter havde tilberedt duer og and, som var en udsøgt fornøjelse. Is og fransk dobbeltkage afsluttede perfekt måltidet og som timerne gik blev gæsterne i stigende grad berusende påvirket af Holger tilbud om vin ad libitum.

Der blev holdt taler og skålet og trukket udenfor i den lune aftenluft inden boer og naboer fik fred lidt før kl. 23, da selskabets grin og munterhed endelig ebbede ud.
Oasen faldt til ro som midnatstimen ankom.

Claus Marquart, Riis Rejser, Pretoria