Dansk Vestindien - eller Paradis!

Det blev til 16 dage i ex-fædrelandet. 16 dage som vi havde glædet os til i 16 måneder.
Det var helt igennem en vellykket ferie, som vi betalte med penge fra vores BBA konto.
I julen 2008, fortalte vi vores voksne børn at vi lige før påske 2009 ville rejse til "nissernes ø". De kiggede på os, og svarede bare "ja, men vi tror da også på nisser".

Min mand Finn, og jeg var så heldige, på da værende tidspunkt, at have fast arbejde. Men jeg er en del af et team, så planlægning har været strengt nødvendig.
Vores naboer, var i efteråret 2006 på en lignende tur, og de anbefalede varmt Riis Rejser. Vi var en smule skeptiske, for vi havde aldrig før været på charter med et traditionelt busrejseselskab. Bekymringen gik nu mest på den lange flyvetur 12½ time sammenlagt.
Dagen oprandt, eller rettere natten. For kl. 05.05 d. 21 marts 2009 skulle gruppen, som var på 24 personer, mødes med rejselederen fra Riis rejser i Kastrup lufthavn. Det var et ukristeligt tidspunkt, nogle var morgenfriske, men andre, her i blandt os selv, var ved at være lidt trætte. Vi havde jo været med toget fra Horsens. Rejselederen, Claus Marquart Jørgensen, havde i øvrigt også været med toget, ligesom Åse og Aksel som kom fra Esbjerg.
Så kom den første udfordring, vi skulle selv tjekke ind. Vi nåede lige at købe solcreme faktor 30 og fik posen plomberet, så alt skulle være lovligt. Finn kæmpede med at få de hersens nye flystrømper på, en investering der senere viste sig at være ret fornuftig.
Vi mellemlandede i Paris Charles De Grau, og efter fem kvarters forsinkelse gik turen mod St. Maarten. (flyvetid 08.50). Vi forsøgte at sove men uden held. Det var her, om bord i flyet, vi stiftede bekendtskab med Helga og Viggo fra Nykøbing Mors.
Kl.17.00 var vi på Hotel Bacho Beach. Efter indkvartering og aftensmad, hvor en flaske vin kun kostede 16 dollars, var det på hovedet i seng. Efter et døgn med 29 timer, var jeg også noget svimmel i knæene. Så det var pragtfuldt med en ¾ seng til os hver.

I Philipsburg på St. Maarten, så vi en nyrenoveret retsbygning, sådan en af den slags man ellers kun ser i cowboy film. Og så den flotte allé med kongepalmer midt på hovedgaden.
Om eftermiddagen gik vi til stranden, for at se flyene lette og lande lige over hovedet på os. Sand og vand hvirvlede op, så det var bare med at komme væk fra turbinetrykket.

Mandag den 23 marts 2009
Hjemme i Danmark har vores svigerdatter fødselsdag, hende der i maven bærer et, af de to børnebørn vi venter til sommer. Men pga. dårlig mobil dækning, her på øen, får vi ikke ringet hjem og gratuleret.
Kl. 11.50 lettede vi med Dash 8. med kurs mod St. Thomas.
Jeg havde haft det man, på en pæn måde, kalder "løs mave" om natten. Men havde taget højde for den slags ting hjemme fra. - jeg slugte en håndfuld Lactoghurt, og så fløj vi derud af.
Finn blev udnævnt, af kabinepersonalet, til dørmand, hvis noget skulle gå galt under flyvningen.
På St. Thomas mødte vi amerikansk kontrol, en meget mørk og meget stor kvinde i bur. Hun spurgte om alt muligt, og da vi kun kan tale og forstå turist engelsk, var vi rigtig glade for Claus`s hjælp. Efter at være fotograferet og have afgivet fingeraftryk, slap vi gennem nåleøjet. Aflevering og udlevering af diverse blanketter og Finns kuffert blev grundig gennemsøgt.

Holiday Inn - Winward Passage
Et rigtig godt beliggende hotel i Charlotte Amalie. Noget af det jeg mest frygter, var lige ved at ske, strømmen svigtede og elevatoren gik i stå. Amerikanske mænd arbejder ikke så hurtigt, så det tog, hotellets altmuligmand, mindst 15 min. og løse problemet. Jeg gik op ad trapperne til fjerde etage. Det gjorde jeg i øvrigt alle seks dage vi boede her.

Efter en kort byrundtur, hvor vi var i "folketinget" som havde en utrolig flot udsmykning, der i billederfortalte om øens historie, malet a Pissarro Callery, gik vi langs havnekajen hjem, og fik provianteret lidt ved den lokale købmand. Det var lidt overskyet, men lunt, så vi spiste aftensmad i hotellets hyggelige gårdhave. Her kostede en flaske vin 36 dollars, et lidt andet prisniveau end på St. Maarten.

Tirsdag kl. 8.45 anden del af byturen i Charlotte Amalie
Vi så i hvilken bygning den første Danske Bank blev oprettet i 1839, toldboden, posthuset, synagogen med sand på gulvet, og alt inventar var fra 1796. Vi var forbi en statue af Christian Den Niende, ingen vidste dog hvorfor den havde en plads her på St. Thomas.
Inden turen gik til Government House, var der tid til en forfriskning. I en lille baggård, fik nogle serveret rom, andre en lokal øl, for mit eget vedkomne blev det til en Cola med sugerør og isterninger. Udenfor Government House, hvor vi blandt andet så det blækhus-sæt som blev brugt ved salget af øerne i år 1917. stod et skilderhus. De mænd der engang havde været i "dronningens klæ´r" blev lidt rørte. Vi andre, som har en mand der aldrig har været rigtig soldat, måtte da også have ham fotograferet i et Dansk Skilderhus på Amerikansk jord.
U - båds turen kan jeg af gode grunde ikke beskrive, da Finn var alene af sted på den. Jeg valgte min medbragte krimi, "kun et liv" af Sara Blædel og en solseng hjemme ved hotellet.
Nå, men jeg kan hilse fra Finn og sige, at den var ikke så farverig - men selve turen i båden var ret spændende.

For det meste skinner solen på De Vestindiske Øer. Men tirsdag aften netop som vi havde klædt om og ville ud og spise, fik vi regn - ikke bare en lille byge men to timers troperegn. Det benyttede taxa chaufføren sig af. Det var som engang vi var i Tivoli i Kbh. og der kom regn, og paraplyerne steg med 50,- kr. (aftal altid prisen og husk på det er plus drikkepenge).

Ø-rundtur i åben safaribus
Første stop var den Danske Kirkegård. Et stykke jord som Danmark årligt betaler 11.000,- kr. til. Jeg gad godt vide hvilket ministerium det hører ind under, for den var meget forsømt - flovt.
Drakens Seat udsigts punkt, hvor muligheden var for at blive fotograferet sammen med et æsel med tøj og briller på. Havde du et par dollars i lommen kunne der købes en cd ved en spillemand, der også gav os en vejledning i musikkens toner og tøndens tilblivelse.
St. Peter Greathouse - her var virkelig noget for øjet, farvestrålende blomster og tropiske planter. Her ville selv min niece, som er blomsterdekoratør, blive begejstret.
Mountaintop øens højeste punkt. Det var her vi fik den berømte drinks med masser af alkohol og most banan i. Og det var her vi lokkede Claus til at handle i en dametøjs forretning, vi så ham dog aldrig i nederdelen, men i grønne og lilla skjorter og T-shirt med reklametryk på fra Riis rejser.
Så var der badestop. Et par timer inklusiv frokost, vi nød Magens Bays azurblå vand og hvide sand. En strand som man ellers kun tror findes på postkort. På med kasketten for dem med høje tindinger og solcreme til vi andre. D - vitaminer skal der til - men pas på skoldningsfaren.
Sidst på dagen havde Claus en overraskelse i ærmet. Pga. hans væsen og dygtighed, havde han skaffet os adgang til The Litle White House, også kaldet Cathrineberg eller omvendt. Det var i hvert fald guvernørens officielle residens. Hvor vi som "alm. turist" aldrig var kommet ind. Vi fik en hjertelig velkomst og rundvisning af Fru Henriksen, som havde arbejdet i huset i mange år. Hr. Grøn holdt øje med at vi ikke pillede ved noget, vi ikke måtte pille ved. Guvernørens chauffør holdt opsyn med bilerne, alle med ny pudsede fælge og tonede ruder.

Torsdag den 26 marts 2009
Finn og jeg havde sovet længe, så resten af gruppen havde spist morgenmad, da vi kom ned. Det var den morgen jeg fangede en kakkerlak i mit juice glas, så jeg nøjedes med kaffe. Den smagte også godt når, den havde fået to poser sukker. Sukker kunne vi få i mange variationer, det var vel også et gammelt sukker land. Overalt hvor vi kom frem, blev der spurgt til vores velbefindende og rejseplan. Og som Danskere fik vi en førsteklasses behandling. Vi mærkede det meget tydeligt en dag, vi selv var ude og spise frokost. Servitricen spurgte hvor vi kom fra, og så fik vi en rigtig lækker omelet og meget fin og venlig betjening.
Om aftenen på vores fridag, var hele gruppen på Restaurant Mafolie. Desværre har jeg ikke adressen. Men det var et sted vi aldrig selv havde fundet, et sted med en fantastisk udsigt og noget meget meget lækkert mad. Dyrt, men ikke så slemt som på Falsled Kro. Igen et arrangement Claus havde arrangeret for os inkl. taxaen.
Fredag ringede vækkeuret kl. 06.10. Vi skulle med færgen til St. John. En ø på størrelse med Fanø med en meget smuk tropisk natur. Vi besøgte Catrineberg og Anneberg med næsten intakte ruiner fra kolonitiden. Vi fik et meget godt indtryk af livet på plantagerne og sukkerfremstillingen.
På St. John havde vi badestop ved Trunk Bay. En af verdens 10 smukkeste badestrande. "Mettevons" pelikanen havde også fundet vej hertil. Livredderen advarede mod bølgerne for de var ret kraftige den dag, og kunne i værste fald brække benene på os. Jeg skulle ikke ud i noget der bare mindede om Vesterhavet, for jeg svømmer som en kampesten. Jeg lagde mig på et håndklæde i sandet, godt indesmurt i solcreme. Men våd blev jeg, og mange andre + håndklæder, skiftetøj, rygsække og Helgas kamera, for pludselig kom en mini tsunami. Så lyt altid til en livredder, det kan virkelig være farligt.

Så var det skiftedag
Lørdag eftermiddag skulle vi med "gåsen" til St. Croix. Men inden da, gik vi en tur i Charlotte Amalie. Vi besteg sammen med Åse, Aksel, Helga og Viggo de 99 Trin, noget af en bedrift i 30 graders varme. Der skulle væske til, og selv om vi svedte meget var der også noget der skulle i toilettet. På vej der til, mødte jeg en meter lang Leguan den ville samme vej, men jeg nåede lige at få klappet døren. Den havde i øvrigt også lagt sit "visitkort" udenfor.
Tiden nærmede sig, og vi skulle med vandflyet til St. Croix. Ikke en tur jeg var glad for at skulle på. Jeg har det nemlig ikke så godt med små rum. Men takket være Claus og det forarbejde han havde lavet for mig - stor, stor tak til Claus, lykkedes det at komme med til St. Croix, selv om vejrtrækningen kun foregik i den øverste del af lungerne, og Finns fingre havde jeg klemt helt flade undervejs.
På Hotel Caravelle blev vi budt velkommen af "Dronning Elsie" hotellets manager, der mindede mest om vores egen livsglade Bodil Udsen. Hotellet var godt brugt - nærmest slidt, men det havde en super beliggenhed og charme som vi ikke mødte på de foregående. Så det betød mindre at fingrene hang fast i dørgreb og trappegelænder, de blev bare tørret af i en vådserviet.
Søndag, vi havde klædt os pænt på. Det eneste par lange benklæder Finn havde med i kufferten, kom nu i brug. Inde i kirkerummet fordelte vi os, så vi sad mellem de lokale, som også havde deres fineste søndagstøj på og nogle af kvinderne bar hat. Skodderne var åbnet op og ind strømmede lyset. Det hele begyndte. Sang, musik, omfavnelser, altergang og mere musik - glad musik. Alle klappede og især den unge kvinde der sad på bænken foran os, som vi et kort øjeblik troede, var fru Obama. Hun var lige så smuk. Jeg mærkede en tåre i øjenkrogen, det var en stærk oplevelse. Claus talte på gruppens vegne. Og for dem der havde fødselsdag blev der sunget fødselsdagssang det var aldrig sket i Danmark.
Om eftermiddagen havde jeg fået startet på at skrive postkort, noget jeg ellers er holdt op med når vi er på rejser, for vi er som regel selv hjemme før kortet. Solen gik ned inden jeg blev færdig, men så kom månen, der i denne del af verden ligger på ryggen. Det var ikke Pierette jeg skrev til, men min gamle mor, der mente det var spild af tid at flyve så langt væk.

Byvandring i Christiansted med Danske Nina York, der har været bosiddende på øen over 30 år. Det blev et historisk tilbageblik, hvor vi bla. så Fort Christiansværn, vejerboden, og andre gamle bygninger der var bygget af mursten fra Danmark. "Foenøje Frederiks Hus" altså ham fra julekalenderen, hørte om hvad huset gennem tiderne havde været brugt til. Nina York brændte for øen og danskheden, det fornemmede vi ret hurtigt. Hun berettede om levevilkårene, som for kvinder og børn ikke hørte til de bedste og om hendes arrangement for at forbedre disse vilkår. Øens bevarelse og fornyelse. Hun var et kendt ansigt i byen som folk talte pænt til og om.
Victor Borge, som også havde været en populær person i gadebilledet, talte man stadig om. Indtil orkanen Hugo smadrede hans sommerhus, havde han boet her. Han havde ikke kræfter til at bygge det op igen, solgte stedet til andre som nu har genopbygget det.

Transferday 31 marts 2009
En dag som ligner vores 4. juli fest i Rebild Bakker. 31 marts 1917 solgte Danmark, De Vestindiske Øer til USA for 25 millioner dollars. Det fejres hvert år, og det skulle vi naturligvis deltage i. Vi samledes ved Lawaetz Museet, Little La Grange, en tidligere sukkerfarm, som i 1895 blev købt af Carl Lawaetz, der opdrættede kvæg. Irene Lawaetz, svigerdatter til Marie og Carl Lawaetz, er stadig aktiv på museet. Et sted med en meget spændende historie - virkeligt et besøg værd.
7.500 km. væk fra Danmark stod vi så, og sang med på "Det er et yndigt land" mens Dannebrog gik til tops, ingen tvivl om at nakkehårene rejste sig. Der var taler, underholdning af Brass Ensemble, High School Band, dansere og håndtryk fra Governør Gregory A. Francis. I øvrigt var Dannebrog, vores flotte røde og hvide flag, hejst over mange bygninger fordi marts måned var venskabs måned.

Onsdag, ørundtur på St. Croix
St. Georg Village botanisk have, udover nationalblomsten Ginger Thomas også kaldet Yollow Trumpet en meget yndig blomst, var der bla. også Kapok træet. Her i haven var der mobil dækning, så vi skyndte os at sende en hilsen hjem, SMS. (kl. er 10, ikke en sky, 31 grader, pragtfuld).
Claus meddelte, at besøget på romdestilleriet ikke kunne gennemføres pga. varmen. Men - vi vidste jo alle, at vi havde 1.april netop den dag. Så udover rundvisningen var der smagsprøver hos Cruzan Rum Distillery. Det var nu ikke første gang på turen der blev drukket rom. Aksel, Viggo og Finn (de tre glade "drenge") havde for vane at lukke og slukke i baren.
I Frederiksted, Freedum City, stod vi midt på gårdspladsen ved Fort Frederik. Og indrømmet da var jeg ved at få nok af fortællingen om Peter Von Scholten, øens sidste danske generalguvernør og slaveriets ophør i 1848. Der var mindst 35 grader, det hamrede i mit hoved og jeg var ved at tørre helt ud. Men Claus, var en dygtig formidler af historien, så det gik. Om aftenen havde han arrangeret hjemmebio på hotellet, så vi kunne se filmen Peter Von Scholten med Ole Ernst og Etta Cameron i hovedrollerne. Det hele blev nu pludselig spændende og nærværende, ikke mindst fordi vi selv lige havde været de steder vi så i filmen bla. den fornemme balsal i guvernementhuset. Det var også her på den pompøse trappe ved guvernementhuset at gruppebilledet blev taget.

Store Badedag
Straks efter morgenmaden tog vi med den lille færge til Protestant Cay, for at bade. Vi havde været der tirsdag aften, men det var for at spise og høre olietøndemusik. Fem timers badning og afslapning, rent balsam for sjælen. Vi tog tilbage til byen for nu skulle der shoppes igennem. Et most, var et håndlavet armbånd med hestesko symbolet. Jeg købte det hos Sonya i Company Street hvor det er født. Nå ja, så var det også lige det jeg købte hos Crucian Gold i Strand Street. Et familie foretagende der i 30 år havde designet og specialiseret sig i smykker med maritime knuder. Selv med "danskerrabat" holdt mit lommepenge budget ikke til sådan en handel. Men som kvinde, er der jo ting - man må eje.
Vi havde besluttet at vi ville ligge vores penge på St. Croix, og ikke i Charlotte Amalie på St. Thomas. De havde jo alle turisterne fra krydstogtskibene som i gennemsnit lagde 1.800,- kr. pr. person, og der kom dagligt mellem et og fem skibe. Der var 300 juveler butikker på hovedgaden. Men - for den som er ude efter noget specifikt eller falder over en sjov souvenir, skal de købe det der. For det var der ikke meget af i Christiansted. Der var absolut mere storby over Charlotte Amalie. Sammenligningen må være Juelsminde - København.
Vores kendskab til biologi og flora begrænser sig til vores egen andedam og baghave. Men alligevel havde vi meldt os til en kajak tur i Salt River National Park. For os begge to, var det noget grænseoverskridende, da vi aldrig før havde stiftet bekendtskab med disse elementer, på en sådan måde. Vi blev udstyret med redningsvest og årer, og så var det bare ned i kajakken. Efter et par piruetter fandt vi ud af teknikken. Udover Claus, var der også en professionel instruktør med, så jeg var rimelig fortrøstningsfuld, lige ind til vi skulle over et stykke åbent vand, så kan det nok være at mit vinkeflæsk blev til Skipper Skræk arme. Jeg roede, og roede og til sidst nåede vi også bredden. Vi smagte og duftede til planter, så gamle skibsvrag som stadig lå der fra orkanen Hugo`s tid. Så fredede fugle, søstjerner, de flotteste koraller - men ingen havskildpadder. Vi havde et fantastisk vejr, selv vores instruktør, havde aldrig før oplevet at kunne se til St. Thomas på sådan en tur. Hamrende ærgerligt vi ingen billeder har, men af fare for at kameraet skulle blive vådt, lod vi det blive hjemme.
Den sidste aften spiste vi frikadeller, lavet af konkylie kød. Det må da kaldes en egns ret. En ret som krævede rødvin og rigelig mængder af vand.

Hjemrejsedag
Med Liat Airlines til St. Maarten, hvor vi måtte tage afsked med tre hold. De meldte sig dog frivilligt til et døgn mere med fuld forplejning og lommepenge. Pga. manglende personale og deraf manglende sikkerhed, det var bare ikke årsagen - frækt. Men måske, måden Air France driver forretning på. For dem der havde flere dollars, var der lige nøjagtig tid nok, til at købe en flaske spiritus, men - det var spild af penge for den blev konfiskeret i Paris. Et kort øjeblik, blev Claus også i sikkerhedskontrollen, adskilt fra sin nye "tvebak" det må svare til at jeg skulle aflevere den diamantring jeg havde fået af min mand. Så jeg forstod godt det skrækindjagende udtryk han fik i øjnene.

Dansk Vest Indien med Riis Rejser og Claus Marquart Jørgensen, som gjorde meget mere end vi kunne forvente, kan kun anbefales.